Flere vaccinetider skal lette tidsbestilling for ældre

19. februar 2021 COVID-19

Cirka 3.000 vaccinetider ligger nu klar til at blive booket i Syddanmark fredag den 26. februar. Herudover er der cirka 3.000 tider fordelt over de kommende dage frem mod fredag. Der er tale om et øjebliksbillede og tiderne bookes flere steder hurtigt.

Hidtil har Region Syddanmark ikke lagt tider ud i systemet, før vaccineleverancen var endeligt bekræftet – ofte få dage før selve leveringen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det har betydet, at nogle inviterede ikke har kunnet bestille tid. De har skullet vente til næste leverance blev bekræftet, før tider igen blev lagt ud.

For at minimere den ventetid lægger Region Syddanmark nu vaccinetider ud for den næste uge til og med fredag den 26. februar, selv om regionen ikke har fået bekræftet vaccineleverancen, der forventes at komme den 25. februar. Det længere tidsperspektiv betyder, at der vil være flere tider, som borgerne kan booke allerede nu.

Bestil helst tiden digitalt

“Vi ændrer i vores måde at gøre det på, så det nu bliver nemmere for borgerne at finde og booke en tid. Der ligger flere tider i systemet allerede nu, så jeg vil gerne opfordre alle pårørende til at hjælpe med at booke tider digitalt, hvis den, de er pårørende til, har NemID. Der har været et stort, stort pres på vores telefonlinjer, så hvis man har mulighed for at bestille digitalt, bør man gøre det”, siger koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i en pressemeddelelse.

De nye tider er til borgere, der er 85+ år, som skal vaccineres med vacciner fra Pfizer/BioNTech. Pfizer/BioNTech har de seneste uger haft stabile leverancer på en fast ugedag, om torsdagen.

“Derfor er vi ikke nervøse ved at lægge tiderne ud for næste uge. Når vi har lidt mere erfaring med leverancerne fra Pfizer/BioNTech, vil vi overveje at lægge tider ud tre til fire uger ud i fremtiden. Men nu starter vi lige med at lægge tider ud for en uge ad gangen”, siger koncerndirektøren .

Hvis vaccineleverancen mod forventning skulle være mindre end først antaget, vil de berørte borgere blive kontaktet af vaccinecenteret og få en ny tid.

Callcenter har ikke flere tider end hjemmeside

De mange henvendelser, som corona-callcenteret får, skyldes blandt andet, at der er en fejlagtig opfattelse af, at callcenteret har adgang til flere tider, end dem man selv kan finde online.

“Det har desværre betydet, at mange med NemID alligevel har ringet til callcenteret for at tjekke. Det kan jeg godt forstå, for mange vil selvfølgelig gøre alt for at få en tid. Men callcenteret har altså ikke adgang til flere tider. Har man et NemID bør man derfor selv booke online eller få hjælp af sine pårørende eller kommunen. Så er telefonlinjen åben til dem, der ikke har NemID”, siger Kurt Espersen.

Ligesom der kan være ventetid på telefonlinjen, kan der i perioder også være ventetid på vacciner.dk.

Booking

Har man NemID, og har man fået en invitation til vaccination, kan tiderne bookes på vacciner.dk. Antallet af inviterede til vaccination er afstemt med det antal af vacciner, der bliver leveret inden for en 14 dages periode.

Skrevet af: Redaktion redaktion@sonderborgnyt.dk