Flertal i Byrådet vil ha’ stoppet nationale test i skolerne

28. august 2019 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

På onsdagens byrådsmøde var der et forslag fra socialdemokraterne, Jesper Smaling, Jesper Kock, Svend Erik Petersen og Didde Lauritzen, som går ud på, at Sønderborg Kommune skal bede Undervisningsministeriet om at folkeskolerne i Sønderborg ikke skal lave flere af de nationale tests af skolebørn.

Forslaget fra de fire byrådsmedlemmer kom direkte i Byrådet og har altså hverken været i forvaltningen eller i Børne- og Uddannelsesudvalget.

“Meningen med de nationale test var, at de skulle give et billede af, hvor den enkelte elev står fagligt, men det gør de ikke. Når testen ikke lever op til formålet, så synes vi, at vi skal stoppe med at bruge dem og finde ud af, hvad der skal i stedet”, sagde Jesper Smaling.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Derfor vil vi bede undervisningsministeren om at fritage Sønderborg Kommune for at teste”, sagde han.

De nationale test er ved at blive evalueret i ministeriet.

“Test er et værktøj og vi vil holde fast i at teste. Selvfølgelig skal testene evalueres og gøres bedre”, sagde Venstres formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Claus Klaris.

“Derfor stemmer Venstre imod forslaget”, sagde han.

Splittelse i Slesvigsk Parti

I Slesvigsk Parti var der ikke enighed om, hvorvidt der skulle stemmes for eller imod forslaget fra de fire socialdemokrater.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og derfor stemmer vi ikke samlet”, sagde Stephan Kleinschmidt.

“I Slesvigsk Parti anerkender vi formålet med tests, men de her tests virker ikke efter hensigten. Derfor skal de til eftersyn”, sagde han.

Det kan være svært for politikere at tage stilling i en sag, når den ikke er forberedt af fagkundskaben i forvaltningen og drøftet i fagudvalget.

DF vil vente på ministeriet

Dansk Folkeparti har bemærket, at evalueringen af de nationale tests er færdig i efteråret.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er jo lige om lidt og så er der ingen grund til, vi melder os ud af det hele”, sagde Stefan Lydal.

Trist – sagde Aase Nyegaard

Fælleslistens Aase Nyegaard kaldte det trist, at de fire politikere sendte deres forslag direkte i Byrådssalen.

“Sådan kan vi ikke samarbejde. Det er trist, forslaget ikke gik gennem Børne- og Uddannelsesforvalningen og -udvalget”, sagde Aase Nyegaard.

Peter Hansen bakker Fælleslisten op

Venstres Peter Hansen bakkede Aase Nyegaard op.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi havde en aftale om, vi ikke smider forslag direkte i Byrådet og det klæder ikke Jepser Smaling at gøre det, så lad os sende det i udvalget”, sagde Peter Hansen.

Herefter bad Peter Hansen om en time out, så grupperne kunne drøfte de to forslag, som var sendt direkte i Byrådet.

Et kvarter senere var det Didde Lauritzen fra Socialdemokratiet, der fik ordet:

“Vi gør det her for at få forenklet måden skolebørn testes på. Testene har været under kritik i mange år, så mit spørgsmål er, hvorfor vi har ventet så længe”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg mener, vi har brug for en kommunal ramme om vores skoleelever og den skal laves i samarbejde med lokale lærere”, sagde Didde Lauritzen.

Undervisningsvante Helge Larsen

“Indholdet i en test kan sagtens være godt for noget. Men lærere tilpasser undervisningen, så den giver gode test-resultater og det er ikke sikkert, det giver den bedste undervisning”, sagde socialdemokratiske Helge Larsen, der underviser på Statsskolen.

Han anbefalede, at Byrådet sender et brev og beder undervisningsministeren om fritagelse for den nationale test.

Flere andre kommuner har gjort det samme – og et flertal besluttede, at det gør Sønderborg Kommune så også.

Venstre kom med et forslag om, at Byrådet skulle beslutte, at sagen skulle sendes i udvalg, men det nåede ikke til afstemning, fordi de fire socialdemokraters forslag fik flertal.