Flertal i Økonomiudvalget støtter op om lokalplan for Brohovedvej

17. marts 2021 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Forvaltningen har lavet et lokalplanforslag, som har til formål at fremtidssikre de attraktive boligområder ved Brohovedvej, Birke Allé og Langbrogade i Sønderborg og sikre de stedlige bevaringsinteresser.

Forslaget til lokalplanen har været i offentlig høring i 12 uger og forvaltningen har modtaget 11 høringssvar, som har medført 19 ændringer.

Desuden foreslår forvaltningen af egen drift at tilføje seks ændringer.

I Teknik- og Miljøudvalget stemte Venstre imod lokalplanen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Flere husejere føler, de stilles dårligere i den nye lokalplan”, siger Tage Petersen fra Venstre til SønderborgNYT og det er forklaringen på, at Venstre stemte imod i Teknik- og Miljøudvalget og nu også i Økonomiudvalget.

Flere socialdemokrater havde i første omgang også svært ved at bakke op om forslaget.

“Flere boliger i området er beskyttet med nogle klausuler og de dækkes nu ind med ændringer i lokalplanen – og det gør, at vi, socialdemokrater, nu stemmer for planen”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT efter mødet i Økonomiudvalget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Birke Allé og den del af Langbrogade, der mødes med Birke Allé, indeholder en stor koncentration af bevaringsværdige bygninger. Området er primært udbygget i 1920erne og ’30erne og fremstår harmonisk og tidstypisk med større villaer placeret ud til vejen og med mellemliggende forhaver.

Brohovedvej i Sønderborg er bebygget i 1960erne med lave enfamiliehuse på relativt små grunde. Grundene er udstykket af haverne fra de noget ældre villaer på Birke Allé.

Enkelte huse er opført i 1980erne. Alle er ét-planshuse med enten fladt tag eller helt lave taghældninger, med undtagelse af to nyere ejendomme, som er opført i to etager.

Artiklen fortsætter under annoncen

Området er et attraktivt boligområde med ældre bebyggelser på mindre matrikler.

Undervejs i processen vurderede forvaltningen, at det ville være hensigtsmæssigt at udvide lokalplanafgrænsningen til også at omfatte et mindre område i den øvre ende af Sundgade, der i dag ikke er lokalplanlagt.

Bebyggelsen her skriver sig ind i den bymæssige udviklingshistorie, der knytter sig til det øvrige lokalplanområde og rummer særlige bevaringsinteresser, som er væsentlige at fastholde og fremme.