Flexchauffør: Kaotiske forhold i Sydtrafiks flexkørsel

13. oktober 2017 REGIONALT

Flexchauffør Torben Nyby, Broager, skriver:

Flertallet i bestyrelsen for Sydtrafik har i modsætning til FynBus blankt afvist at kræve arbejdsklausuler overholdt i forhold til Flextrafik.

En søgning på nettet afslører imidlertid, at bestyrelsesmedlemmernes hjemkommuner alle kræver arbejdsklausuler overholdt ved kommunale udbud. Tønder dog lidt usikkert. Særlig interessant er Esbjerg Kommunes bestemmelser – hvorfra formand og borgmesterkandidat for Venstre Jesper Frost Rasmussen, kommer fra.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her hedder det bl.a. citat:

“Entreprenøren skal sikre, at de ansatte, som entreprenøren og eventuelle underentreprenører beskæftiger i Danmark med henblik på opgavens udførelse, er sikret løn – herunder særlige ydelser) – og ansættelsesforhold, der ikke er mindre gunstige løn- og ansættelsesforhold end de, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige områdes mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område”.

Formålet med arbejdsklausuler er at sikre ordnede arbejdsforhold, og også at sikre fair konkurrencevilkår.

Som det vil være langt de fleste bekendt, hersker der nærmest kaoslignende forhold i Flextrafik.

Her kræves det, at chaufførerne arbejder op til 60-70 timer om ugen, der udbetales ikke overtidsbetaling, pension eller lignende. Chauffører, der protesterer mod arbejdsforholdene, herunder arbejdsmiljø og sikkerhed for passagererne, chikaneres og afskediges.

Jobcentrene siger fra:

En central kilde fra et sønderjysk jobcenter forklarer, at jobkonsulenterne har fået besked på, at ikke sende ledige chauffører ud i flexchauffør jobs. Begrundelsen herfor er horrible løn- og ansættelsesforhold!

Når selv jobcentrene siger fra overfor disse forhold, hvordan kan de borgerlige politikere så være dette overhørig?

Det minder uhyggeligt meget om hele sagen om SKAT.

Medarbejdere der i årevis forsøger at råbe op, men bliver mødt med en politisk arrogance, og intet sker!

Når så virkeligheden viser sig, så står politikerne i kø ved håndvasken.

Hvis flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i Sydtrafik havde fulgt principperne fra deres egne kommuner, havde Sydtrafik, præcist som i FynBus, ordnede arbejdsforhold. Dog er kontrollen med disse klausuler meget mangelfuld.

Regionen er nødt til at anerkende, at tillid er godt, men kontrol er bedre.

Hvis arbejdsklausulerne skal virke efter hensigten, skal der indføres jævnlige uanmeldte kontroller – til glæde og sikkerhed for passagererne, for chaufførerne og ikke mindst for entreprenørerne, som sikres fair konkurrencevilkår.

Det kan kun sikres, hvis der føres jævnlig kontrol med tjek af lønsedler og evt. ved indførelse af tachografsystem, så hver chauffør kan dokumentere, hvor mange timer han rent faktisk sidder i vognen.

Men her synes flertallet åbenbart, at man kan byde de ansatte arbejdsforhold, de aldrig ville acceptere i deres hjemkommune samtidig med, at man ikke sikrer fair konkurrence. Man kan undre sig – især over formanden, der som bekendt kandiderer til borgmesterposten i Esbjerg.

Han siger et, men gør noget helt andet!

Lad os få ryddet op i denne rådne branche, så vi der elsker vores job, kan få lov til at udføre dette på en forsvarlig måde og under ordnede forhold.

Det er uhyggeligt at disse forhold kan forekomme i Danmark i år 2017.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk