Når Arbejdstilsynet rykker ud på danske virksomheder for at sikre, at arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt, sker det alt for ofte, at Arbejdstilsynet ikke selv har styr på reglerne. Det betyder, at Arbejdstilsynet i 2014 måtte ophæve sin afgørelse i næsten 40 procent af de 912 klager, som tilsynet behandlede. At en sag bliver ophævet, betyder, at den afgørelse, der er klaget over, bliver annulleret, skriver Agenda.
“40 procent er ikke godt nok. Det skal vi arbejde på”. Sådan siger direktør i Arbejdstilsynet, Peter Vesterheden, til andelen af ophævede afgørelser i Arbejdstilsynet.
Lidt under 30 procent af de ophævede sager, blev ophævet på grund af tekniske systemfejl og formelle fejl. Det kan f.eks. være brug af ukorrekt hjemmel, forkert adressat, eller at partshøringen har været mangelfuld. 10 procent af de ophævede sager skyldes, at der er kommet nye oplysninger i sagerne, mens resten af ophævelserne skyldes, at reglerne bag afgørelserne er blevet ændret.