Forårskoncert med Harmonikaklubben og Broager Tyroler Orkester

11. april 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Søndag den 24. april klokken 14:30 spiller Sønderborg Harmonikaklubs koncertorkester sin 32. forårskoncert og for anden gang bliver det i Sønderborg Musikskole. Som gæsteorkester er vel nok Sønderjyllands bedste tyroler-orkester inviteret.

Musikhuset på Skovvej har en fantastisk koncertsal og har i en lang årrække været hjemsted for Sønderjyllands Symfoniorkester – derfor kan man som publikum glæde sig til en dejlig eftermiddag i lyse lokaler, med god lydkvalitet og en intim spille-atmosfære, skriver harmonikaklubben.

Artiklen fortsætter under annoncen

Harmonikaklubbens koncertorkester, under ledelse af Alfred Renner, lægger ud med en række kendte melodier og der vil være en konkurrence, hvor publikum for mulighed for en lille gevinst. Orkestrets repertoire spænder vidt. Der spilles til dagens koncert blandt andet melodier fra operetten Czardas fyrstinden, kendte Kim Larsen sange, tangoer og en friskt forårsmelodi, og som sædvanligt, hos klubbens koncerter, vil der være rig mulighed for at synge med på de kendte melodier.

Broager-Tyrolerne under ledelse af Thomas Knudsen overtager herefter scenen med deres originale tyrolermusik og iført lederhosen og dirndler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter en pause, hvor der serveres en kop kaffe, tager begge orkestre en tørn mere. Til sidst kan vi glæde os til et samspil mellem Harmonikaorkestret og Broager Tyroler Orkester.

Entré 80 kroner – som betales ved indgangen.