Forandringer på genbrugspladsen i Sundeved

30. maj 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Egentlig var det meningen, at Sundeveds nye genbrugsplads først skulle evalueres i løbet af sommeren, men på opfordring fra kunderne har Sønderborg Forsyning besluttet at foretage en række ændringer allerede nu.

“Vi har valgt at gennemføre en midtvejsevaluering, fordi det har været tydeligt, at der er behov for mere kapacitet til pap og en container til småt brændbart”, fortæller direktør ved Sønderborg Forsyning, Hans Erik Kristoffersen.

Døgnåben plads er en succes

Artiklen fortsætter under annoncen

De nye containere er allerede på plads og klar til brug, og det er godt – for kunderne benytter sig i høj grad af, at det nu er muligt at komme på genbrugspladsen på alle tider af døgnet.

“Den gamle Sundeved Genbrugsplads havde lukket både søndag og mandag, og her kan vi se, at der nu er rigtigt mange kunder på den nye genbrugsplads. Faktisk er mandag ugens travleste dag, når man se på besøgstallene”, siger Hans Erik Kristoffersen i en pressemeddelelse.

“Vi kan også se på besøgstallene, at vores kunder er glade for kunne aflevere genbrugsmaterialer på tidspunkter, hvor den gamle plads var lukket”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den endelige evaluering sker i løbet af sommeren og det er forsat muligt at komme med forslag, ris og ros på Sønderborg Forsynings hjemmeside og i en postkasse på Sundeved Genbrugsplads.

Er du tilmeldt Adgang365, kan du booke adgang til Sundeved Genbrugsplads på Sønderborg Forsynings hjemmeside.