Foredrag: Er det tillid der gør os velhavende og lykkelige?

27. oktober 2019 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Den 6. november klokken 19:30 er professero ph.d.Gert Tinggaard Svendsen i Christiansgården, hvor han vil fortælle om begrebet Tillid.

Mange undrer sig over, hvad der foregår i Danmark. Hvorfor er vi velhavende og lykkelige med velfungerende institutioner? Verdens førende samfundsforskere kigger derfor mod Danmark for at forstå, hvorfor tingene fungerer, og hvad det særligt danske er. For eksempel rejser politologerne Francis Fukuyama fra Stanford og Robert Putnam  fra Harvard nu rundt og fortæller om eventyrlandet højt mod nord, som alle bør stræbe mod. Begge var for nylig tilknyttet Aarhus Universitet og fik nærmere indblik i nordiske forhold.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har mindre bøvl

For at forklare det særligt nordiske kan vi søge mod et sted, hvor man normalt ikke kigger – nemlig på relationer mellem mennesker. Her er tale om uformelle institutioner, hvor tingene ikke er skrevet ned. Tillid kan netop udgøre en sådan uskreven spilleregel. Når der er høj tillid, kan man nøjes med mundtlige aftaler i stedet for dyre skriftlige kontrakter og det betyder lavere transaktionsomkostninger. Eller sagt på almindelig dansk: Mindre bøvl.

Artiklen fortsætter under annoncen

På den hitliste ligger de nordiske lande helt i top. Vi tager det nemlig for givet i Danmark, at vi ikke tager hinanden ved næsen og synes måske derfor ikke selv, at det er noget særligt. Men dét er det, når vi sammenligner os med andre lande såsom USA eller Frankrig, der sammenlignet med Danmark, er lavtillidslande.

Der er mørke skygger

Dog er der mørke skyer i horisonten. Et første faresignal er det omsiggribende kontrolsamfund. Her er New Public Management og forsøget på markedsgørelse af den offentlige sektor et glimrende eksempel.

Artiklen fortsætter under annoncen

En anden skyggeside er, at de nordiske velfærdssystemer inviterer til snyd. De høje sociale ydelser kan tilskynde folk til at læne sig tilbage og blive passivt forsørget. Her er det helt afgørende, at politikerne sikrer, at antallet af folk, der kører på frihjul, bliver holdt nede. Hvis der er for mange af dem, bliver det et problem at finansiere velfærdsstaten.

Derfor er det vigtigt, at der er gode muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet – også for lavtuddannede og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor må de sociale ydelser ikke blive alt for store i forhold til det, man tjener på at arbejde. Man må skrue det sammen på en sådan måde, at der er en ekstra belønning for at gøre det rigtige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det særligt danske – den danske X-faktor – kan derfor være vores enestående guldmedalje i tillid. Den er vi heldige med. Men skal Danmark vinde VM i tillid næste gang, er det vigtigt, at vi bliver ved med at holde os i form og igør noget ved det med for eksempel øget kontrol og ‘køren-på-frihjul’.

Tilmelding til foredraget senest tirsdag den 5. november klokken 12 på sms eller tlf. 6120 8697.

Arrangementet koster 40 kroner inklusiv traktement i pausen.