Kom med til to spændende aftener på SDU Sønderborg, Alsion, hvor Lars Olsen og Christian Egander Skov dykker ned i de skarpe kontraster mellem centrum og periferi i Danmark. Foredragene finder sted torsdagene den 13. marts og 20. marts 2025, begge dage fra kl. 17:00-18:45, oplyser Sønderborg Folkeuniversitet i en pressemeddelelse.
Den 13. marts 2025 giver Lars Olsen, journalist, forfatter og cand. phil., et skarpt blik på uligheden mellem hovedstaden og landets yderområder. I København stiger indkomsterne, og højindkomster flytter til, mens yderområderne oplever en nedgang, hvor skoler lukker, og offentlig transport forsvinder.
Med et miks af analyser, personlige erindringer fra både København og Vestsjælland samt film- og tv-klip giver Lars Olsen et nuanceret billede af den kulturelle og politiske polarisering, der præger Danmark.
Fra Dølle på Lolland, hvor folk samles til kræmmermarked med damefrokost og mandestrip, til de københavnske studerende, der reagerer på symbolske handlinger som mexicanerhatte, er skellet mellem centrum og periferi blevet et politisk tema, som også har affødt kriser i lande som Frankrig, Tyskland og USA.
Lars Olsen viser, hvordan denne polarisering skaber mistillid og fremmedgørelse, men han fremhæver også en optimistisk udvikling. Børnefamilierne søger væk fra storbyerne, og nye industrier inden for medicin og klima skaber muligheder i produktions-Danmark.
Den 20. marts 2025 tager Christian Egander Skov, forfatter og ph.d., udgangspunkt i den markante politiske forandring, vi har set i Danmark de seneste år, og undersøger, hvordan magten har samlet sig på midten. Samtidig vokser afstandene mellem os, og samfundet bliver mere opdelt.
Christian Egander Skov stiller skarpt på de vidt forskellige verdensbilleder, vi hver især har, og hvordan det mærkes, når man bor langt fra magtens og kulturens centrum. Han griber fat i de udfordringer, denne opdeling medfører, og søger at finde svar på, hvad den betyder for vores samfund og vores forhold til hinanden.
Deltagergebyret er 200 kroner og tilmelding kan ske til Karen Mølbæk Lykkegård via e-mail: [email protected] eller telefon: 26109864.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















