Foredrag: Sådan ruster vi teenagere til livet – og os selv til livet med dem

Sofie Münster. Pressefoto
Sofie Münster. Pressefoto
17. januar 2023 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Sofie Münster holder et foredrag på Dybbøl Efterskolen den 28. februar klokken 19, hvor hun fortæller, hvordan du kan bevare den tættest mulige relation til dit ‘store’ barn i en periode, hvor det i bund og grund forsøger at løsrive sig fra dig.

Med humor og lettilgængelig viden får forældre en grundlæggende indsigt i og konkrete værktøjer til at støtte deres børn i de år før og under puberteten, der er den største forandring siden deres første leveår. En periode, der er en stor omvæltning – ikke kun for børnene, men også for os forældre.

Artiklen fortsætter under annoncen

På den ene side opstår nye bekymringer om børnenes trivsel, selvværd, store følelser og liv på egen hånd med venner, fester, alkohol, rygning og sociale medier. På den anden side har vi ikke længere den samme adgang til vores barns indre liv, som vi havde, da de var små. Det kan være en udfordring i mange familier, da der kan opstå konflikter, og mange forældre oplever en langt dårligere kontakt og negative dynamikker i forholdet til deres børn.

Så hvordan bevarer man en nær relation til et menneske, som i bund og grund forsøger at løsrive sig fra den? Foredraget tager dig igennem de mentale forandringer fra barn til næsten voksen og giver en forståelse af, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt. Målet er at støtte dit barn i at turde stå ved sig selv og sine grænser, så det kan træffe nogle gode valg for sig selv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig får forældre konkrete redskaber til bl.a. at kommunikere konstruktivt, så små ting ikke ender i store konflikter – og til at tage de svære snakke, så de unge får lyst til at dele deres liv med deres forældre, uanset om det handler om svære følelser, sex eller venskaber.

Og så afliver vi en gang for alle myten om, at teenagere er ligeglade med, hvad deres forældre siger. Foredraget vil derfor også byde på konkrete forslag til, hvordan du opstiller rammer for dit barn i forhold til pligter, tøj, lektier, alkohol, hjemkomsttidspunkter, deltagelse i familiebegivenheder osv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sofie Münsters tilgang til teenagere tager afsæt i en erkendelse, som er svær for mange forældre: Vi har ingen kontrol over vores præ-teen eller teenager. Vi kan højest håbe på indflydelse, og den skal vi endda gøre os fortjent til. Foredraget viser forældre, hvordan man gør det.

Sofie Münster er børne- og forældrerådgiver på Go’ Morgen Danmark på TV 2.

Pris: 120,- incl. kaffe/te/vand

Billetter: kan købes på billetto.dk