I kulturforvaltningen glæder man sig til, at verdens største cykelløb, Tour de France, kommer til Sønderborg 3. juli. Det bliver en helt unik, historisk og stor begivenhed. Når Tour de France kommer, er det mere end et cykelløb. Det er en folkefest og vi tæller ned til den store begivenhed med et folkeligt og bredt program i 100 dage op til løbet.
Her vil vi meget gerne invitere foreninger til at være med. De kan bruge Tour de France til at skabe opmærksomhed om deres mærkesag eller til at skabe glæde og oplevelser, hos dem de er frivillige for, skriver forvaltningen til foreningerne.
Vi vil gerne inspirere jer lidt, så I kan begynde at tænke i gule, franske, bæredygtige, kulturelle eller sportslige oplevelser og aktiviteter, I kunne forestille jer være en del af 100-dages programmet.
Ideer til inspiration
Indsamling af gule stoffer som t-shirts eller lagner til produktion af bannere til Tour de France. Måske er der mange, der kunne tænke sig at møde op og heppe?
T-shirt tryk for børn og familier, batik-workshops eller lignende med gule, rødprikkede, hvide eller grønne T-shirts.
Fokus på social bæredygtighed – inklusionslege i gågaden.
Aften med franske viser eller harmonikamusik.
Produktion af gule bannere eller flag på genbrugslagner til brug for et ”heppekor”
Fælles cykelpicnic ud til et naturskønt område.
Sund mad med fransk tvist.
Gule håndarbejdes aktiviteter – gult strik, gule pomponer, gule flag, gult broderi, gule malerier… Hvis der laves noget, I gerne vil have udstillet, vil vi gerne hjælpe med det.
Petanque spilles i fællesskab.
Invitere en tidligere professionel cykelrytter til at holde foredrag for eksempel på plejehjemmene
Fokus på den frivillige cykelordning med ældre på plejehjemmene. Der er mange plejehjem, der allerede er godt i gang.
Man kunne afholde cykelløb med udsatte børn og deres familier. Kunne man forestille sig at oversætte ’Jeg er så glad for min cykel’ til arabisk?
Måske kunne man gå sammen med FGU eller ungdomsskolen om at male børnenes cykler og have nogle kvaster, ringeklokker eller lignende, der kunne pynte.
Lær børn at lave gule pomponer, gult strik eller lignende. Pak derefter træer, bænke, cykler eller legepladser ind i det, så der er kreativitet og synlighed. Husk at spørge de rigtige om lov 🙂
Fælles fransk madlavningsdag. Kunne foregå på et af skolekøkkenerne eller i undervisningskøkkenet i Frivillighedens Hus
Husk at lægge jeres arrangement ind på sonderborg.dk, så vil det indgå i det store Tour-program.