Forsvaret og Politiet forklarede hastværket under sidste uges evakuering af 200 husstande på Kær

22. november 2022 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Mandag aften havde omkring 110 af borgerne fra Kær fundet vej til Sønderborg Teater, hvor der blev fortalt om den evakuering, som de oplevede i forbindelse med sprængningen af bomberne på en mark ved Arnkilsmaj.

“For en uge siden var der ingen af os, der vidste, vi skulle mødes her i dag. Vi var i gang med at forberede sprængningen på Kær, men tirsdag fik Forsvaret at vide, at bomberne skulle sprænges hurtigst muligt – og I er inviteret i dag, mandag, fordi I blev berørt af den melding”, sagde Willy Feddersen, som er direktør for forvaltningen Teknik, Miljø og Bæredygtighed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Omkring 200 husstande blev sidste tirsdag ved spisetid bedt om at forlade området med det samme – og fordi alting gik så hurtigt, så er der en del, som ikke er helt tilfredse. De fik mandag en god forklaring fra Politiet og fra Forsvaret, som sammen med det kommunale beredskab, hjemmeværnet og Sønderborg Kommune stillede sig op foran tilhørerne fra Kær.

Sådan gør vi

“Når der kommer en melding om, der ligger nogle bomber, der pludselig vurderes til at være farligere end først antaget, så sætter vi borgernes sikkerhed over alt andet. Vi sendte betjente rundt til boligerne og de bad beboerne om at finde et andet sted at være. Det giver selvfølgelig nogle gener”, sagde politidirektør Frits Villy Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Han tilføjede, det lykkedes at få evakueret alle dem, der bor indenfor en radius på 2,3 kilometer fra marken med bomberne.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Nogle borgere var sengeliggende, andre var kørestolsbrugere og så var der også et par institutioner, men vi fik dem alle væk fra området. Desuden blev der lavet ordninger, så gårdejere kunne få lov til at vende tilbage til deres gårde og fodre dyrene”.

En person, som havde en meget afgørende rolle for den hurtige evakuering på Kær, er major Peter B. O. Jegsen fra Ingeniørregimentet.

Opdagede bomberne var farligere end først antaget

“I begyndelsen havde vi rigtig god tid og vi undersøgte bomberne grundigt. Vi vidste, hvilke kendetegn, vi skulle kigge efter, når vi skulle fastslå, hvilke bomber, det drejede sig om. Vi var nået frem til, at bomberne skulle sprænges indenfor et par uger, så alt var fryd og gammen”, sagde major Peter B. O. Jegsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der var eksperter ude ved bomber, hvor de både kiggede og tog billeder.

“Tirsdag eftermiddag opdagede vi, at på bombe nummer to, der sad brandrøret skævt og det var defekt – og derfor trak vi vores folk væk og satte gang i evakueringen”, sagde majoren.

Efter evakueringen havde Forsvaret området for sig selv og der blev sendt fire mand ud for at lægge sprængladninger ved bomberne.

“Der er blåler i marken på Arnkilsmaj og det tog mange af rystelserne og så var nogle, der hørte et stort brag og andre, der hørte et mindre – og i forbindelse med sprængningen er der indtil nu anmeldt 13 bygningsskader”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politiet fortalte derefter, at da området igen var sikret, så blev der taget kontakt til de evakuerede borger, som fik at vide, at de kunne vende hjem igen.

Lige nu .....
Byrådsmøde direkte fra Rådhuset
Play Live TV