Sønderborg Kommune hylder traditionen tro frivilligheden ved en stor fest i Nordals Idrætscenter på den nationale ”frivillighedens dag” i september. En af festens højdepunkter er uddelingen er Frivillighedsprisen. Har du et godt forslag til, hvem der skal ha’ prisen i år, så er det nu, du skal sende det, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Datoen for Frivillighedsfesten er i år den 25. september. Og fristen for at indstille emner til prisen er den 11.
september til frivillighedskonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen i Sønderborg Kommune på mail: [email protected]
Man kan indstille såvel en forening eller organisation som enkeltpersoner til prisen. De pågældende skal være ildsjæle i frivilligt socialt arbejde, som er forankret i Sønderborg Kommune. Ved frivilligt socialt arbejde forstås en ulønnet indsats, som foregår inden for rammerne af en forening eller organisation. Indsatsen kan rette sig mod fx udsatte børn og unge, ældre, handicappede, kronisk syge eller andre udsatte eller vanskeligt stillede mennesker.
Prisen er på 15.000 kr. og kan uddeles i én eller flere portioner. Uddelingen foretages ved Frivillighedsfesten af formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Helge Larsen.
Sidste år blev prisen delt mellem tre modtagere, nemlig Svend Schütt for sit initiativ til foreningen “KGGO” for kørestolsbrugere og gangbesværede, Ulla Petersen fra Sønderborg Selvhjælp og Ældre Hjælper Ældre samt Grethe og Ejgil Jacobsen, Tangshave Frivillige/ÆldreSagens kørestolsbrugere.
Klik på “Billeder” og se fotos fra sidste års frivilligfest.