Fotograf Brian McClair Fogh mindes Prins Henrik

14. februar 2018 Gråsten

Brian McClair Fogh skriver minderord på Facebook om Prins Henrik  

Nu sidder jeg normalt ikke og skriver mindeord her på Facebook.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og normalt vil jeg som republikaner heller ikke rose de Royale. Men normalt er et vidt begreb. Til gengæld vil jeg gerne ære en mand, som har gjort min tid som fotograf helt fantastisk underholdende og spændende.

Jeg håber Henriks minde vil blive husket, som den livsnyder, repræsentant for landet, kunstner samt underholder og bedstefar, som han også var. Man vidste altid, at når han var i nærheden, så skulle det nok blive en sjov dag.

Uden ham bliver det hele bare lidt kedeligere igen.

Når Henrik kørte ræs efter mine børn på havnen i sin golfvogn eller gav et lift hjem efter fitness. Når vi sammen var på kirsebærrov i private haver, uden for slottets mure og overvågenhed, hvor man måtte sidde oppe i træet og kaste kirsebær ned til ham.

Når Henrik med sin lune humor, havde glemt pengene hjemme på slottet, når han var på shopping hos fiskehandleren eller i tøjforretningen.

Når Henrik spurgte om jeg havde penge med til hans farvede underbukser og jeg svarede ja, hvortil han svarer ”Brian så tager jeg lige 4 par i stedet for, med en kæmpe grin”. Pengene blev altid betalt tilbage efterfølgende.

Når Henrik gav personlige tegninger med hilsner på.

Når Henrik snakkede med alle han mødte på sin vej, med åbenhed og respekt.

Når Henriks cykel sad fast i sandkassen på legepladsen, fordi han var kørt helt hen til de børn der var på den, som den lege bedstefar og menneske han også var, eller når balancen en gang imellem svigtede og man hjalp ham fri eller op uden at tænke på billeder, i ren respekt for ham og hans behandling af os. Når Henrik tog på Christiania, eller pludselig kiggede forbi til en kølig, eller bare ønskede at nyde livet med alt det indebar. Når de bonede gulve blev lidt for meget og livet bare skulle nydes.

Når Henrik havde sine ædlere dele hængende ud af sine shorts og man efterfølgende gjorde ham opmærksom på dette, hvortil han hiver helt op i sine bukser og ryster røven og med et grin siger ”Er det så bedre i dag”.

Når man ønskede Henrik god træning i fitness centeret og Henrik med et grin fortæller: “Det er min kone der har sendt mig afsted”.

Når Henrik gjorde det uventede og altid med et smil i øjet. Når det hele blev lidt for højtideligt og kedeligt, kunne man altid regne med Henrik. Han blev aldrig konge … men for mig blev han folkets konge.

Jeg håber hans børnebørn vil leve op til hans arv og give lidt mere slip. For deres skyld og vi andres.

Æret være hans minde !!!

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk