Fra årsskiftet står Rendbjerghjemmet på egne ben

28. november 2019 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Fra 1. januar 2020 overgår aflastningshjemmet for fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn, unge og voksne til helt selvstændig drift.

Rendbjerghjemmet har indtil nu været fondsejet, men indgået i driften som en af kommunens egne institutioner med en driftsaftale, som nu er opsagt. Rendbjerghjemmet har ønsket at tilbyde flere forskellige tilbud, men det har ikke været muligt inden for driftsaftalen. Derfor har Rendbjerghjemmet bestyrelse valgt, at aflastningshjemmet fremover skal være helt selvstændigt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Forstander på Rendbjerghjemmet, Katharina Andresen Thomsen, er glad for forløbet og ser frem til, at hjemmet får frie rammer:

”Det er en lykkelig skilsmisse det her. Vi har ønsket at udvide vores tilbud, og det bliver muligt nu, hvor vi skal stå på egne ben. Der er naturligvis rigtigt meget arbejde i sådan en overdragelse, men vi har efter rigtigt mange møder og afklaringer fået overblik over tingene. Det betyder rigtigt meget for os, at vi har haft en positiv dialog med Sønderborg Kommune, og vi ser nu frem til at kunne skabe endnu flere gode tilbud til fysisk og psykisk handicappede”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gennem de seneste måneder har Sønderborg Kommune og Rendbjerghjemmet været i en positiv dialog, hvor man blandt andet har afklaret det praktiske omkring it-systemer, udstyr og lignende.

Aflastningshjemmet Rendbjerg stiller aflastningstilbud til rådighed for borgere med funktionsnedsættelse