Den seneste genudsendelse af tv-serien Matador har endnu en gang fået Malene Schwartz navn på læberne blandt den danske befolkning. Maude er i Matador gift med Holger Juhl Hansen, der er bankdirektør Varnæs.
– Og det gør ikke spor, at folk tror, jeg er som Maude og tror, jeg altid går i seng, når tingene ikke passer mig. Jeg ved nemlig godt, at sådan er jeg slet ikke, siger Malene Schwartz til de knap 400 gæster, der havde sat sig tilrette i Chatrinesminde Teglværk mandag aften til endnu en omgang Kulturmåneds-arrangement, der er sat sammen af teglværkets venneforening.
Malene Schwartz har nået en alder, hvor hun laver det, der passer hende – og lige nu er det at tage rundt og fortælle om sig selv og sit liv med skuespil på flere store scener, tv-serien Matador og i mange af de danske film, der stadig har publikum, selvom de er fyrre år gamle.
Hele 18 rungbrød er brugt for at sikre fedtemadder til pausen. Hertil 60 liter kaffe og en del snaps.– Jeg har altid drømt om at blive skuespiller og det kunstneriske ligger nok i slægtens gener, hvor der var berømte skuespillere helt tilbage i 1770-erne og siden dengang har der været en række kunstnere i min familie, siger hun. Selv kom startskuddet til hendes karriere i skolekomedien i 2. G, hvor hun havde hovedrollen.
Talent gør en forskel
– Vi ville lave noget godt, så vi havde hyret Louis Miehe Renard som instruktør og uden jeg vidste det, så havde han bedt en teaterdirektør komme og se mig til forestillingen, fordi han mente, jeg havde talent, siger Malene Schwartz, Og den unge dame havde talent, for teaterdirektøren kontaktede hende næste dag og tilbød hende ansættelse på Allé Teatret, der i dag hedder Betty Nansen.
Jørn Lehmann pakker den frysende dame ind i et tæppe.
– Mine forældre sagde, jeg skulle gribe muligheden, men først gøre gymnasiet færdig og sådan blev aftalen med teatret,. Da jeg havde taget min eksamen og været til alle festerne, gik jeg på Frederiksberg og ind gennem døren til teatret og har sådan set været der siden, siger Malene Schwartz, der blev en del at elevholdet på teatret.
De kendte
På teatrene i København mødte Malene Schwartz mange af datidens store navne og hun fortæller kort om Dirch Passer, Keld Petersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas, der på en eller anden måde brændte sig selv op og døde forholdsvis unge. I hvert fald tidligt i deres liv.
– Nu møder man ikke længere fuld op til prøverne og forestillingerne eller drikker løs på teatrene, siger Malene Schwartz, der så fortæller, at det bedste Dirch Passer vidste, det var at få sine medspillere til at grine.
– Det lykkedes ham at få mig til at knække sammen af grin. Jeg måtte forlade scenen og gå ud og grine færdig, inden jeg kom ind igen, siger hun. Og det var ikke hendes første uheld på en scene. Det første kom faktisk allerede første gang hun stod foran publikum.
– Jeg spillede tjenestepige og skulle køre et serveringsbord ind til værtsparret, neje og gå ud igen. På vej ud falder mine meget højhælde sko af og jeg nærmest skriger af grin i kulissen. faktisk løber jeg grinende ind på scenen og henter skoene og når også lige at vinke til publikum, siger Malene Schwartz og tilføjer, at ingen andre så det sjove i det.
Stalker-offer
Efter Malene Schwartz havde indspillet adskillige film blev hun rigtigt kendt og det havde hun det ikke ret godt med, fordi hun følte, hun mistede sin anonymitet og mærkede, hun blev genkendt på gader og stræder.
Knap 400 gæster oplevede Maude på tæt hold.– Det er altså rart at kunne gå anonym rundt og der er ikke er nogen, der lægger mærke til, om håret sidder helt perfekt, siger hun. Det værste var, hun begyndte at få breve fra en mand, der mente, at de engang havde været kæreste – og ifølge brevene havde de været så grueligt meget igennem, men han ville have hende tilbage igen. Ikke nok med brevene. Manden opsøgte hende også i hendes hjem.
– Han ringede på døren og min mand åbnede. Brevskriveren ville presse sig ind, men min mand fik ham smidt ud, siger hun. Men selvom der blev fortalt om det til politiet og brevene også blev vist, så kunne de ikke gøre noget.
– Brevskriveren fortsatte med at skrive, vi skulle mødes. han skrev dato, klokkeslæt og tid og forklarede, hvordan jeg kunne genkende ham, siger hun. Og selvfølgelig dukkede hun ikke op én eneste gang. Men det gjorde manden. Han stod pludselig foran hende ved sommerhuset, hvor hun var ved at pakke bilen.
– Jeg sprang ind i bilen og drønede afsted. Snakkede med politiet og nu ville de hjælpe, siger Malene Schwartz, der så måtte reagere på mandens næste brev og dukke op på det foreslåede tidspunkt.
– Og det gjorde jeg – og mens jeg gik på stien, så sneg to betjente sig i krattet. Da manden så mig, kunne man se hans glæde og den forsvandt omgående, da betjentene sprang frem og anholdt ham, siger hun.
Det viste sig, at manden var psykisk syg og besat af Malene Schwartz. Hans forfølgelse af hende stod på i hele ti år – og alle de mange gange, hvor hun ikke kom, når han skrev hun skulle, så blev han indlagt – og efter anholdelsen blev han indlagt igen.
Selv ramt af depression
For år tilbage mistede Malene Schwartz sin mand, Paul Hammerich, i forbindelse med en hjerteoperation og det kom som et chok, fordi han selv var så optimistisk omkring operationen og det havde ligesom smittet familien, der så den som noget, der bare lige skulle overstås.
– Jeg mistede min mand, stod uden job og havde ikke noget sted at bo, siger Malene Schwartz, der så søgte direktørjobbet på Aalborg Teater og fik det. Det passede hende fint at løbe fra problemerne, lade dem ligge i København
– Men det skal man aldrig forsøge, for de flytter altid med og jeg kunne mærke, jeg blev deprimeret. Heldigvis fik jeg hjælp – ikke med medicin, men med healing og samtaler, siger Malene Schwartz, der har forladt Aalborg, fordi hun ville tilbage til København, hvor alle vennerne og familien er.
– Jeg rejste tilbage til København samtidig med, min datter rejste til Aalborg, siger hun.
Se billeder fra aftenen: https://www.facebook.com/media/set/?set=a.549850328398869.1073741849.371861676197736&type=3
Hvis du kigger på billederne lige under den artikel, så ser du artiklen fra Flemming Jensens besøg på teglværket.
