Fritidsfiskerne har problemer med nogle få lystfiskeres svineri

13. maj 2020 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

I aften og nattetimerne står der lystfiskere på Hypokonderbroen, som ligger ved Christian den X’s Bro og Alsion – og desværre sviner de urimeligt meget, siger fritidsfiskerne.

“Hvis de skal besørge, så er der enkelte af dem, der gør det i bunden af vores både og det er noget svineri”, siger Henrik Christensen, som har en båd liggende ved broen. Og det er ikke det eneste spor lystfiskerne efterlader sig.

“Vi samler tit fiskesnøre op efter dem. Når de bare lader det ligge og flyde, så kan fugle blive filtret ind i det – eller det kan blæse i vandet og lande i skrueaksen på vores både. Fiskesnøre skærer stille roligt gennem aksen”, siger Henrik Christensen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Fra min båd bliver der også stjålet fisk i det lille hyttefad, som jeg har ombord”.

Henrik Christensen og de øvrige fiskere har gennem længere tid talt med havnemesteren om problemet.

“Havnemesteren fortæller, at politiet har sørget for flere skilte med ‘Fiskeri Forbudt’ – og de skilte virker lige så lidt som de andre skilte gør”, siger Henrik Christensen, som anbefaler lystfiskerne at fiske andre steder end fra Hypokonderbroen:

“De kan jo køre ned ad Sundgade til de er fremme ved stranden og så fiske der. Herfra tager det mindre end fem minutter og så kan der fiskes lovligt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er den lette løsning og indtil vi når den, så vil arbejde ihærdigt på at få politiet til at skrive nogle bøder til de lystfiskere, der er ligeglade med fiskeforbuddet”, siger Henrik Christensen.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!