Fynske Bendt Bendtsen går med i AlsFynBroen

13. september 2019 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

AlsFynBroen – der arbejder for at skabe en sydlig Lillebæltsforbindelse mellem Als og Fyn – kan i dag præsentere en hel række nye komitemedlemmer.

Og der er tale om personer på tunge poster og med imponerende CV’er.

Én af dem er fynske Bendt Bendtsen, der som mangeårig K-formand, vicestatsminister, økonomi- og erhvervsminister og senest medlem af Europa-Parlamentet hører til blandt landets politiske sværvægtere. Om AlsFynBroen siger han:

”Jeg ser store perspektiver i en AlsFynBro. Den vil binde Øst- og Vestdanmark meget bedre sammen, og vi ved, at broer skaber vækst. Både Fyn og Sønderjylland vil blive tæt knyttet til hinanden til stor gavn for vores virksomheder og erhvervsliv. Synergieffekterne fra innovationscentrene i Nordborg, Sønderborg og Odense vil uden tvivl blive en game changer for det lokale erhvervsliv. Jeg ser AlsFynBroen som et vigtigt element i fremtidens vækst og udvikling i Syddanmark”.

Artiklen fortsætter under annoncen


Robot-iværksætter som næstformand

Samtidig bliver en anden prominent fynbo ny næstformand. Der er tale om Esben Hallundbæk Østergaard, som er grundlægger af Universal Robots, der er en af de største virksomheder i den fynske robotklynge.

”Robotindustrien er en boomende branche, og klyngen i Odense er én af verdens førende. Hvis vi i Danmark skal udbygge denne globale førerposition og gøre robotindustrien til et nyt dansk eksporteventyr, så er det helt afgørende, at klyngen kan vokse og udvikle sig. Netop her er AlsFynBroen enormt spændende, fordi den vil forbinde robotklyngen med de store industrivirksomheder i Sønderjylland. Det vil åbne døren for helt nye samarbejder og alliancer, og i mine øjne er det netop den slags synergier, som Danmark har brug for i fremtiden”, siger Esben Hallundbæk Østergaard og tilføjer:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Samtidig ser jeg forbindelsen som en kærkommen modvægt til de globale tendenser, vi ser for tiden, hvor lande og regioner har en tendens til at lukke sig om sig selv. Jeg tror på, at bedre forbindelser giver bedre vækstvilkår, som så giver os bedre muligheder for at bevare vores velstand”.

Esben Hallundbæk Østergaard har indtil nu været medlem af komiteen, og han overtager posten som næstformand fra direktør i Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen, der fortsætter i komiteen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formand: AlsFynBroen er i Superligaen

Bestyrelsesformand i Danfoss, Jørgen M. Clausen, er formand for AlsFynBroen, og han glæder sig over de nye medlemmer:

”Denne oprustning af vores komité viser klart og tydeligt, at AlsFynBroen nu er en del af infrastrukturprojekternes Superliga. En fast forbindelse vil dokumenterbart være en god samfundsinvestering både lokalt og nationalt, og projektet nyder stor opbakning fra erhvervsliv og Christiansborg. Derfor forventer vi også, at en forundersøgelse bliver udkommet af de infrastrukturforhandlinger, som snart skal til at begynde”, siger Jørgen M. Clausen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han henviser til, at S, V, DF, K og R alle har udtalt, at de ønsker en statslig forundersøgelse af AlsFynBroen.

Flere prominente navne

Udover Bendt Bendtsen er en anden tidligere minister, Ellen Trane Nørby, også nyt medlem af komitéen. Hun er tidligere sundhedsminister og er valgt til Folketinget i Sønderborg-kredsen.

Samtidig træder Michael Svane, direktør for DI Transport, og Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, også ind i komiteen.

Det samme gør to øvrige MF’ere: Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre og Det Konservative Folkepartis transportordfører, Niels Flemming Hansen. De er valgt i henholdsvis Fyns og Sydjyllands Storkreds. Derudover bliver Jesper Arkil, formand for Dansk Infrastruktur og direktør i entreprenørkoncernen Arkil, også medlem.

Artiklen fortsætter under annoncen


Udover tilgangene er transportminister Benny Engelbrecht samtidig trådt ud af komitéen på grund af sin nye stilling.

 

19. marts 2024 Erhverv, Sønderborg

Tænk ud af boksen med Battle Box hos Maximum Sønderborg

19. marts 2024 Erhverv

Maximum Sønderborg har netop introduceret en forlystelse, der sætter gæsternes evner på prøve og skaber sjove minder. Navnet på den nye forlystelse er Battle Box, hvor alle bliver udfordret som aldrig før. ”Forestil dig et rum fyldt med 12 hvide bokse. Det ser måske simpelt ud, men hver boks gemmer på 4-7 udfordringer og gåder, […]

Læs mere...