Efter mange måneders arbejde med tusindvis af små, håndlavede mosaikker blev ‘Omsorgsbænken’ fredag eftermiddag afsløret i Rønhaveparken.
Kunstneren bag, Sys Mindedahl, kunne for første gang vise sit hjerteprojekt frem og samtidig overdrage det som en gave til Sønderborg Kommune.
“Det føles helt fantastisk – en lettelse. Reaktionerne har været overvældende, der har været opbakning på opbakning og så mange søde ord. Alle har taget så godt imod det”, fortæller Sys Mindedahl til SønderborgNYT. Hun har stået for både idé, udformning og mosaikarbejdet.
Dagen inden afsløringen kunne hun for første gang trække vejret roligt. Da det sidste guld havde sat sig, og de sidste detaljer faldt på plads, vidste hun, at nu var det lykkedes. Processen havde budt på udfordringer, men resultatet blev præcis, som hun havde håbet.
Den fire tons tunge bænk er skabt for at give mennesker et sted at sætte sig, finde ro og huske på dem, der har brug for omsorg. På bænken er motiver fra Sønderborgs byliv og natur – blandt andet Dybbøl Mølle, Sønderborg Slot og havnepromenaden – blandet med farverige blomster, vanddyr og små symboler, der knytter sig til byen.
De 21 små guldbelagte vinduer i mosaikken symboliserer børnene fra Sønderborg Kvinde- & Krisecenter, en del af værket, der betyder særligt meget for kunstneren.
“På bænken er det guldet, der står mig nærmest – symbolerne for børnene fra krisecentret. Min bedste veninde har boet der og fortalt, hvor meget det betød for hende som barn. Det har sat sig dybt i mig. Budskabet handler om noget mere end kunst og fliser – det handler om at sætte sig ned, mærke roen og tænke over, hvor godt man egentlig har det”, fortæller Sys Mindedahl.
Borgmester Erik Lauritzen deltog i afsløringen og tog imod gaven på byens vegne. Han fremhævede, at Omsorgsbænken både rummer et stærkt budskab og er resultatet af et enestående samarbejde.
“Det betyder meget, når vi får kunstprojekter som dette – noget, der giver glæde både til os, der bor her, og til de gæster, der besøger Sønderborg. Det er et fantastisk projekt med et helt unikt samarbejde bag, og jeg bliver stolt, når jeg ser, hvordan lokale kræfter kan skabe noget så meningsfuldt,” siger han.
Samarbejdet har været en vigtig del af projektet. Galleri Mindedahl har stået for idé og kunstnerisk udtryk, mens murerelever har bygget og støbt selve bænken. Egernsund Wienerberger i Nybøl har doneret teglstenene, og flere lokale kræfter, blandt andet Vognmand Jes Iversen har hjulpet med transport, fundament og etablering i Rønhaveparken.
Omsorgsbænken kan nu opleves i parken ved Rønhaveplads, hvor den står som et nyt mødested i byen.






















