Hvis du så Knæk Cancer showet på TV2 forleden, så har du også set hvordan Sønderborg Gospel Choir overraskede deres eget kormedlem, Dorte Berndt fra Sønderborg, der selv er tidligere kræftpatient.
Korleder May Jezsnach Madsen, fortæller nu historien bag om overraskelsen:
“Det hele startede godt en måned før showet skulle vises live på tv, med at TV2 besøger Dorte Berndt og Gospelkoret til en normal øveaften. Planen var egentlig, at de skulle synge en sang sammen med Dorte Berndt, og dette ville så blive vist i showet”, fortæller May Jeznach Madsen.
Rasmus Seebach skal være med
Men skæbnen ville det anderledes. Kort tid efter TV2s besøg hos Gospelkoret i Sønderborg, bliver korleder May Jeznach Madsen ringet op af en medarbejder fra TV2, der foreslår at koret i stedet for blot at være et videoindslag, skal deltage live i showet sammen med danmarks popsnedker nummer 1, Rasmus Seebach, uden at Dorte Berndt får kendskab til det.
“Nu begynder en måned, hvor kormedlemmerne får travlt med at øve sig til den store optræden, og samtiddig skal de forsøge at holde det hele hemmeligt for Dorte Berndt, som absolut intet må vide. Det fører til adskillige “aflyste” koraftner, eller, det får Dorte Berndt i hvertfald at vide: Hvad hun ikke får at vide, er at koret mødes som sædvanligt for at øve sig på deres optræden til showet.
Nu begynder det virkelig at blive lidt for spændende for den ellers erfarende korleder, for selvom hun rykker Tv2 adskillige gange, er det først i aller sidste øjeblik at korlederen endelig kan få de sidste detaljer på plads.
Nu gælder det så om at få lavet kor arrangementet. Om mandagen før deres optræden på tv om lørdagen, er det så sidste gang koret mødes for at øve sig på den i øvrigt meget, meget hemmelige sang, som Rasmus Seebach for første gang skulle optræde live med i showet.
Afsted til Valby
Lørdag morgen sætter koret kurs mod Nordisk Film i Valby. Koret bliver kort vist rundt i filmstudierne, hvorefter koret øver sangen sammen med Rasmus Seebach.
“Alt foregår stadig i dybeste hemmelighed. På intet tidspunkt må Dorte Berndt få nys om, at koret er tilstede, så efter at prøverne er overstået, bliver alle kormedlemmerne sendt ud i korbussen igen og så er det blot at vente”, siger korleder til SønderborgNYT.
Endelig er tiden kommet til at koret skal på scenen. Stille og roligt – som øvet – glider de ind på deres pladser og flankerer Rasmus Seebach.
Flere gange under samtalen med korleder May Jeznach Madsen fortæller hun om det helt specielle fælleskab de har i koret, hvor de støtter hinanden i tykt og tyndt. Hun fortæller også, at Dorte Berndt under hele sit sygdomsforløb, har valgt at dele alt med hendes kor. Det var således også en betydeligt bevæget Dorte Berndt der sad i studiet og så Rasmus Seebach gå på scenen, og opdage, at alle korvennerne hjemme fra Sønderborg kom glidende ind og fandt deres pladser.
“Jeg var simpelthen så stolt, alt gik som det skulle, ikke en eneste lavede fejl. Og det på trods af, at den musikalske leder på Tv2, flere gange havde byttet rundt på, hvor de forskellige medlemmer skulle stå, og stadig klarer de det bare helt perfekt”, siger en strålende og synligt stolt May Jeznach Madsen til SønderborgNYT.
Se videoklippet hvor koret overrasker Dorte Berndt her.