Fredag den 13. september byder Gråsten Æblefestival på en menu med rejecocktail, helstegt pattegris og æblekage i festteltet på havnen i Gråsten.
Festteltet åbner klokken 17:30 og festmenuen serveres en time senere, skriver styregruppen bag Gråsten Æblefestival.
Klokken 20:30 går John Hatting og Gina Michaells, der kalder sig Baily Danceband, på scenen og underholder med masser af musik. Både nye og ældre popnumre er på repertoiret – og dermed er der en forrygende mulighed for at få danset rigtigt meget.
Billetten til fredagsfesten, der slutter ved midnat, koster 300 kroner.
Country-stemning lørdag aften
Lørdag aften er det Southern Comforts, der spiller op til dans i festteltet på havnen.
Det er ikke længe siden orkestret gav en herlig musik-oplevelse i Gartnerslugten i Rinkenæs – og nu er de fire herrer i bandet friske på at give den gas en hel aften i Gråsten.
Lørdag den 14. september åbner teltet klokken 19 og musikken begynder 20:30.
Det koster 100 kroner at feste med frem til midnat lørdag aften.
Køb en combibillet og fest med begge aftener – den koster 350 kroner og så får du tre genstande med i købet.
Festbilletter kan købes i Matas i Gråsten, i Den Gamle Skomageri Tinsoldaten og i Det Gamle Rådhus – eller HER på LINKET