Gråsten Fjerkræ har overskud og er klar til nye samarbejdsrelationer

11. april 2017 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

“Set i lyset af fugleinfluenzaen kan vi kun være tilfreds med resultatet. Vi har gået med livrem og seler og udvist rettidigt omhu i hele forløbet”, siger formanden for Gråsten Fjerkræ A/S, Gunder P. Jensen, i en pressemeddelelse.

Fjerkrækoncernen kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 496.000 kroner efter skat og afskrivninger og forrentede egenkapitalen med 10 pct. Egenkapitalen er på 3,2 millioner kroner. Bruttofortjenesten i 2016 var på 5,6 millioner kroner.

Koncern, der også omfatter selskabet Eurodan Poultry, som markedsfører franske fjerkræspecialiteter under navnet Label Danois, beskæftiger ca.20 medarbejdere. Hertil kommer ca. 250 medarbejdere på de gårde og slagterier, som man samarbejder med.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gennem de senere år har Gråsten Fjerkræ målrettet investeret i løsninger, der har sikret en bedre dyrevelfærd og kvalitet. Det synlige bevis på at indsatsen er lykkedes, er at virksomheden nu kan forsyne emballagen på sine økologiske kyllinger og kalkuner med mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Økologiske kyllinger og kalkuner

Gråsten Fjerkræ opdrætter sine økologiske kyllinger og kalkuner hos producenter i Schwerin-området i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern. Senest 30 dage efter myndighederne har ophævet staldpligten for dyrene, vil man se de første økologiske kyllinger Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse i butikkerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kendetegnende for de eksklusivaftaler Gråsten Fjerkræ indgik i det seneste regnskabsår er, at producenterne har egne slagterier på gårdene.

“Vi siger nej til dyretransport. Slagtningen bør som udgangspunkt ske, hvor dyrene er opvokset. Unødig transport stresser dyrene og giver dårlig kvalitet”, siger bestyrelsesformand Gunder P. Jensen.

Blandt eksklusivaftalerne er en kontrakt med en stor tysk producent af fritgående Pekingænder, der ofte betegnes som landænder. Her blev der i fjor slagtet ca. 550.000 landænder og 120.000 gæs. Det specielle ved aftalen er, at man benytter Sherry Valley grenen af Peking racen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Med aftalen ønsker vi at være på forkant med udviklingen. Vi ved jo ikke, hvordan Brexit-aftalen falder ud. Ender det med et stop af importen af de engelsk producerede Sherry Vally ænder, er Gråsten Fjerkræ allerede i år i stand til at levere den kvalitetsrace til de butikker, der måtte blive berørt”.

“Vores satsning på kvalitet og dyrevelfærd har vist sig rigtig, og derfor vil vi i de kommende måneder undersøge muligheden for at styrke vores position yderligere gennem opkøb og partnerskaber”, siger Gunder P. Jensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

 

25. april 2024 112, Sønderborg

Brand i grillbaren Hos Jesper

25. april 2024 112

Onsdag aften ved 23-tiden var der brand i grillbaren Hos Jesper tæt ved Rutebilstationen. “Der var nogle unge gutter, som havde ringet til mig og sagt, at det røg fra grillbaren, så jeg skyndte mig herhen”, siger Jesper Sørensen til SønderborgNYT. Da han åbnede døren væltede røgen ud og han skyndte sig at lukke igen […]

Læs mere...