Gråsten Fjerkræ har nu leveret de sidste ændre, gæs og kalkuner, som om få dage skal serveres ved julemiddagen i adskillige danske hjem.
Alt er rent faktisk udsolgt fra virksomheden i Kværs.
“Vi kan salgsmæssigt se tilbage på et godt år”, siger bestyrelsesformand Gunder P. Jensen i en pressemeddelelse.
“Danskerne har for alvor fået øjnene op for de lidt større fugle – ænder, gæs og kalkuner. Vi har oplevet to-cifrede vækstrater, og det tilskriver jeg, at forbrugerne ønsker høj kvalitet. De sætter ikke tænderne i hvad som helst”.
Kvalitet betaler sig
“Vi kan tydelig se, at der er kommet flere penge mellem hænderne hos forbrugerne, og nu vil de have høj kvalitet”, siger Gunder P. Jensen.
Medvirkende til Gråsten Fjerkræs fremgang er bl.a. en række uvildige tests, der har placeret virksomhedens produkter på en førsteplads. Det bemærker forbrugerne.
“Vi har helt bevidst holdt os langt væk fra den altødelæggende prisdumping, der har fundet sted på det danske marked for økologiske kyllinger”.
“Vi ønsker ikke, at vores økologiske kyllinger, der opdrættes under meget kontrollerede forhold og er godkendt af Dyrenes Beskyttelse, skal med i en krig, hvis det kun er pris, pris, der er afgørende. Så vil vi hellere sælge lidt mindre. For os er høj kvalitet det vigtigste”, siger bestyrelsesformanden.