Gråsten Ringridning har søgt Sønderborg Kommune om et tilskud på 80.000 kr. til afholdelse af Gråsten Ringridning i juli. Tilskuddet skal dække udgifter til musik, underholdning for børn, underholdning til familiearrangement, pladsens indretning samt rytterne og deres heste.
Gråsten Ringridning har planer om generelt at løfte niveauet og styrke ringriderfesten i år med henblik på at gøre arrangementet mere attraktivt og vende et faldende deltagertal.
”Jeg har svært ved at se, vi kan forsvare at give Gråsten Ringridning et større tilskud. I udvalget har vi ’fredet’ de faste tilskud til ringridningerne i år og der er 42.000 kroner til ringridningen i Gråsten”, siger Christel Leiendecker til SønderborgNYT. Hun repræsenterer Slesvigsk Parti i Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid, som tager stilling til ansøgningen på onsdag.
Sønderborg Ringridning, som er den største i kommunen får et tilskud på 92.000 kroner, mens de andre ’store’ ringridninger – Nordborg, Augustenborg, Broager og Guderup – får 21.000 kroner.