Nogle af haveejerne i Nordborg smider haveaffald i den lille skov ved Morbærvej

23. september 2020 Nordborg
Afklippede bambus fra haven hører ikke hjemme i naturen
Afklippede bambus fra haven hører ikke hjemme i naturen

I et lille stykke skov ved Morbærvej i Nordborg bliver der smidt afklippede grene og andet haveaffald – og det mener Victor Zimmermann, kommunen skal gøre noget ved.

“Almindeligvis er haveaffald ikke ‘farligt’ i sig selv, men for det første hører hverken affald eller haveplanter hjemme i et stykke natur”, siger Victor Zimmermann til SønderborgNYT.

Og der er lige et problem mere:

“Det er jo kun de personer, der bruger skovstykket som kompostområde, der ved, om det, som de smider, er sprøjtet”, siger han og tilføjer, at man jo ikke går tur i skoven for at se afklippede grene fra havebuske og bambus.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Teknik- og Miljøforvaltningen er de desværre ikke helt ubekendte med problematikken.

“Vi ser en gang i mellem, at der ligger haveaffald eller lignende på kommunale arealer, men har rigtig svært ved at identificere entydigt, hvem der er ansvarlig for det”, siger forvaltningsdirektør Bjarke Eriksen til SønderborgNYT.

Derfor bliver det oftest kommunen, der ender med at bekoste en bortskaffelse, hvis det er den løsning, der vælges.

“Af samme årsag prioriterer vi også ret hårdt i den indsats bortskaffelsen kræver, set i forhold til affaldets karakter og eventuelle naturlige nedbrydning eller kompostering. I det konkrete tilfælde ved Morbærvej i Nordborg har vi vurderet, at løsningen er naturlig nedbrydning”, siger direktøren.

Sagt med andre ord, så lader kommunen haveaffaldet ligge.

“Vi henstiller selvfølgelig til at alle behandler vores fælles offentlige arealer ordentligt og ikke bruger dem som kompostarealer eller lignende”, siger Bjarke Eriksen.

 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk