Når man tager en tur langs Havnepromendaen, så er det ret tydeligt, der ikke er mange lystsejlere – og hvornår de kommer igen, kan havnemester Torben Østerby ikke sige noget om.
“I såkaldte almindelige tider plejer tre ud af fire lystsejlere at være turister, så det er klart, havnen virker lidt tom”, siger Torben Østerby til SønderborgNYT.
Trods det store fald i antallet af sejlere, så har det næsten ingen indflydelse på havnemesterens arbejdsdage.
“Jeg skal ikke bruge en halv til en hel time på at gå rundt og kræve havnepenge ind fra sejlerne. Ellers er alt, som det plejer at være”, siger havnemesteren.
Meget af hans arbejdsdag går med at drive 250 faste bådpladser, sørge for affaldsplaner og lignende ting.
“Jeg går også til en hel del møder”, siger han.
“Og forresten så bruger jeg heller ikke mange daglige minutter om dagen på at fortælle sejlere, hvor der er en bager og et supermarked”.