Heidi F. Jørgensen venter spændt på at høre om hjælpen til mindre virksomheder

15. marts 2020 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Næstformanden for Erhvervsudvalget, Heidi F. Jørgensen har fulgt med i statsministerens pressemøde, hvor der blev præsenteret en ‘hjælpepakke’ til erhvervslivet.

“Det er en god hjælp for nogle, men jeg tænker meget på de små og mellemstore virksomheder. I Sønderborg er der mange enkeltmandsvirksomheder og små virksomheder. Statsministeren siger heldigvis, at der arbejdes på at finde løsninger til dem også – og dem er jeg spændt på at se”, siger Heidi Frederikke Jørgensen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Regeringen vil betale en stor del af lønnen til alle private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af Covid-19 og står overfor at skulle varsle afskedigelser for mindst 30 procent eller flere end 50 ansatte.

I det tilfælde får virksomheden en lønkompensation fra staten på 75 procent af de pågældende medarbejderes løn, dog maksimalt 23.000 kroner pr. måned, hvis de undlader at varsle fyringerne. For timelønnede udgør den statslige lønkompensation 90 procent, dog maksimalt 26.000 kroner pr. måned.

Artiklen fortsætter under annoncen

Regeringen kan ikke på forhånd oplyse, hvor mange der bliver omfattet af ordningen, siger finansminiser Nicolai Wammen:

“Det kommer helt an på, hvor mange virksomheder der benytter sig af den. Så der er ikke noget loft”.

“Men der er lavet et regne eksempel på, at hvis 70.000 lønmodtagere bliver en del af ordningen, og man i gennemsnit har glæde af den i to og en halv måned, så vil det koste cirka 3,8 milliarder kroner fra statskassen. Omvendt vil man dog spare cirka 1,3 milliarder i dagpenge, lød det fra finansministeren.”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Hvis flere benytter ordningen, vil regningen blive større. Men det ser vi som en rigtig fornuftig investering”, sagde Nicolai Wammen.

På pressemødet kom det også frem, at især turisme- og oplevelsesvirksomheder vil blive hårdt ramt.

“Derfor arbejder vi også med et spor, så de kan få hjælp”, sagde statsminister Mette Frederiksen.

INFORMATION OM CORONAVIRUS/COVID-19:

Læs og følg myndighedernes anvisninger på
www.coronasmitte.dk

Artiklen fortsætter under annoncen


Myndighedernes hotline telefon
70 20 02 33

Følg udviklingen i Sønderborg-området på
SønderborgNYTs Corona-kategori

Lad os stå sammen – hold afstand!