Historien blev levende på Dybbøl: Familier gik i krig for en dag

Børn stormer skansen og kanonerne buldrer på Dybbøl Banke hele ugen.

Børn stormer skansen og kanonerne buldrer på Dybbøl Banke hele ugen.

DET SKER Skrevet af: Caroline Tækker

Her er der ingen brug for kunstige skeletter eller falsk spindelvæv for at få et gys – på Dybbøl Banke kommer kuldegysningerne fra krudtrøgen, bragene og fortællingerne selv.

Tirsdag i efterårsferien blev historien levende, da familier samledes omkring skansen for at mærke historiens vingesus og stå midt i slaget fra 1864. Kanonen bragede, så jorden rystede, og publikum fór et skridt tilbage, mens et røgslør lagde sig over bakken.

”Fremad, storm skansen!”, lød råbet fra formidlingsinspektør Ditte Kock, og børnene – eller i denne sammenhæng preussiske soldater – satte i løb op ad bakken med grin og spænding i blikket. Efter slaget stod børnene Hussein og Alia og bagte pandekager over åben ild:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er vildt sjovt at være her. Jeg fik et kæmpe chok, da kanonen skød”, fortalte de ivrigt over bålstedet.

De var taget til Dybbøl sammen med deres bedstemor, Anja Rostgaard, der havde inviteret børnebørnene fra København med på tur:

”Jeg har faktisk selv arbejdet her for år tilbage, og der lavede jeg også pandekager med gæsterne. Jeg ville gerne vise området frem, og det er en fantastisk måde at lære om historien på, hvor børnene kan være med. Her er så mange gode aktiviteter, og medarbejderne er simpelthen så dygtige til at fortælle historierne, at man næsten føler, man selv var der”, fortalte Anja Rostgaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ditte Kock viste vejen for de små soldater, der sammen agerede de preussere, som i 1864 vandt slaget ved Dybbøl på bare fire minutter:

”Vi lokker med høje brag og fede kanonskud, men bag alt det ligger en dybt alvorlig historie med store tab – for begge sider. Jeg håber, at folk går herfra med en fornemmelse af, hvor voldsomt et slag det egentlig var”, fortalte hun til SønderborgNYT.

Og netop dét, at historien kan opleves, mærkes og leves, er noget af det, der adskiller Dybbøl Banke fra et klassisk museum. For formidler Jens Jacob Beck handlede det om at bryde med forestillingen om støvede montrer og tørre tekster:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi er først og fremmest et aktivitetscenter – ikke et museum. Her handler det om at deltage og opleve historien på egen krop”, fortæller han.

Iført en historisk korrekt dansk soldat-uniform forklarede kollegaen Rasmus Back Boysen:

”Man kan røre, smage, føle, lugte, høre og mærke historien helt ind i kroppen. Det er sådan, man lærer bedst om historie – ved at prøve det så tæt på virkeligheden som muligt”.

Der var da også nok at give sig i kast med. I soldaterlejren kunne man bage pandekager over åben ild efter feltkogebogen, støbe kugler hos smeden og få en fedtemad hos marketenderen. Børnene kunne prøve telegrafen eller skrive et gammeldags foldebrev med blæk, som blev forseglet og stemplet som feltpost.

Artiklen fortsætter under annoncen

Inde i historiecentret fortsatte oplevelsen med filmene Dommedag for Danmark og Angrebet på Als, som gav et dramatisk og visuelt indblik i krigens gang. Nogle valgte at afrunde dagen med en gåtur langs den historiske skanselinje, hvor historien stadig står mejslet i landskabet.

Ditte Kock fortalte, at efterårsferien på Dybbøl er for alle – både børn og voksne:

”Vi ser mange børnefamilier, men også historieinteresserede og nørder, der gerne vil dykke ned i detaljerne fra slaget. Mange bliver overraskede over, hvor meget der er at opleve her – man kan sagtens bruge en hel dag på Dybbøl Banke. Og så må man jo gerne tage sin egen madpakke med”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vil man selv prøve kræfter med livet som soldat i 1864, fortsætter aktiviteterne i hele uge 42 fra klokken 10:00 til 17:00

5. juni 2026 Augustenborg, Kultur

Genskabelsen af Hertugernes Augustenborg kræver mere end flotte plancher

5. juni 2026 Augustenborg

Borgerne i Augustenborg bakker op om visionen om at genskabe den historiske hertugby, men tålmodigheden skal hjælpes på vej af synlige resultater. Det stod klart, da borgere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen torsdag mødtes i Kultursalen torsdag aften for at drøfte resultaterne af en omfattende spørgeundersøgelse og få en status på det ambitiøse projekt Hertugernes […]

Læs mere...