Hjørdis H. Faaborg fejrede udgivelsen af sin historiske bog

Hjørdis H. Faaborg. Foto: Ole Kæhler
Hjørdis H. Faaborg. Foto: Ole Kæhler
3. februar 2024 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag eftermiddag var der reception i anledning af udgivelsen af Hjørdis H. Faaborgs bog, Hvis jeg selv må bestemme, og det var Hos Risa i Guderup, der var ramme om begivenheden.

Hendes oldefar var soldat i Den Store Krig og hun fik fortalt hans historie af sin bedstemor. Og for at sikre, at hendes børnebørn, der bor på Sjælland, også kommer til at kende slægtens historie, så har Hjørdis H. Faaborg skrevet en bog om sine oldeforældre.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Mine bedsteforældre fortalte også, at hele familen tog til Sandbjerg Gods, så de kunne se Kong Christian den X. og dronningen komme forbi for at fejre genforeningen. Min bedstemor blev fascineret af dronningens hat og skaffede sig derfor selv en masse sjove hatte. Det er sådan en, jeg selv har på i dag”, sagde Hjørdis H. Faaborg til de godt 50 receptionsgæster, som var kommet.

“Jeg vil også takke Jer, fordi I kom og selvfølgelig er i velkomne til at købe en bog og også få den signeret”, sagde hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allan Breckling fra Brecklings Bogcafé var også med til bogudgivelsen og han havde læst alle 400 sider.

“Hvert år udgives der 1100 krimier og omkring 120 historiske bøger – og jeg vil sige til Hjørdis H. Faaborg, at den bog, som hun har skrevet, den er vigtig og det er en bog, der bliver stående. Der er så meget historie i den og det er flot kædet sammen med familiens historie”, sagde han og huskede gæsterne på, at rigtigt mange sønderjyske familier blev ramt af en krig, som ikke var deres.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og så kan jeg sige, at jeg inviterer Hjørdis H. Faaborg til at være gæst i Brecklings Bogcafé til oktober og jeg vil prøve at se, om vi ikke kan være i Riddersalen på Sønderborg Slot”.

Du kan SE BILLEDER HER.