Højvande: Vandet stiger til 155 centimeter over normal vandstand

Arkivfoto
Arkivfoto
30. januar 2022 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Den seneste prognose viser, at vandstanden stiger med 20 cm mere i Sønderborg Kommune end de tidligere prognoser har forudset. Det betyder, at vandstanden forventes at stige 155 cm over normal vandstand, og højvandet vil toppe lige efter søndag midnat, skriver Sønderborg Kommune.

Højvandet vil fortsat primært ramme Sønderborg by – og det vil hovedsagligt ramme havneområdet ved Sønder Havnegade og de omkringliggende gader.

Sønderborg Kommune opfordrer alle borgere til generelt at orientere sig løbende om situationen og forberede sig mod højvandet, hvis man bor i et område, der forventes at blive ramt. Opfordringen sendes især til beboere, forretninger, restauranter med flere langs havneområdet i Sønderborg by.

Artiklen fortsætter under annoncen

I følgende områder har Sønderborg Kommune opsat skilte, der fraråder kørsel på offentlige veje på grund af højvandet. Det drejer sig om enkelte veje ved Dyvig, Stevning Nor, Gråsten, Vemmingbund og Knudsmade. Dertil kommer området ved Egernsund Havn.

Sønderborg Kommune holder løbende øje med situationen.

Borgere, der har boliger i områder ved højvandet, kan kontakte Sønderborg Kommune på teleon 7027 7630, hvis man vil spørge til situationen for ens egen bolig.