Biblioteket Sønderborg skyder sommerferiens program i gang med et eventyr under havets overflade, når Havfruen Karin besøger biblioteket lørdag den 28. juni 2025. Her kan børn fra 3 år og opefter glæde sig til en oplevelse fyldt med fantasi, fortællinger og en hale, man sent glemmer.
Havfruen Karin er både skuespiller og fridykker og har optrådt som havfrue på steder som Den Blå Planet og Nordsøens Oceanarium. Nu kommer hun til Sønderborg for at dele sin verden med børnene. Sammen skal de synge hvalsang, lave vejrtrækningsøvelser og høre om, hvordan det egentlig er at være havfrue, med en speciallavet hale på 14 kilo spændt fast til benene.
Inspirationen kommer fra Karins egen bog ‘Sådan bliver du en havfrue’, hvor hun fortæller om det særlige ved at være under vand – et sted med ro, frihed og plads til at drømme. Og netop det univers får børnene lov til at dykke ned i denne formiddag, oplyser Biblioteket Sønderborg i en pressemeddelelse.
Arrangementet foregår i Salen på Biblioteket Sønderborg fra klokken 13:00 til 14:30. Det er gratis at være med, men billetter skal hentes på Biblioteket Sønderborgs hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.














