I Sønderborg står boligmarkedet over for en særlig udfordring, som ejendomsmægler Merete Brock Lund fra home i Sønderborg har gjort opmærksom på i flere år. Alt for mange bliver boende i deres ejerboliger, hvilket skaber flaskehalse for potentielle købere.
“Det er især de attraktive parcelhusområder i og omkring Sønderborg, der er ramt. Her ser vi, at mange midt i livet og opefter bliver boende i deres boliger, selvom børnene er flyttet hjemmefra, og behovene har ændret sig. Det betyder, at der er færre boliger til salg for de familier og par, der ønsker at flytte til byen eller opgradere til en større bolig”, siger Merete Brock Lund, indehaver og ejendomsmægler hos home Sønderborg.
Tendensen påvirker ikke kun de yngre købere, der søger større hjem, men også tilflyttere, der ønsker at slå sig ned i Sønderborg, eksempelvis tyske købere.
”Efterspørgslen er der, men udbuddet er begrænset, hvilket skaber et pres på boligmarkedet”, siger den lokale home-mægler og påpeger, at problemet ikke kun handler om mangel på boliger til salg.
Ifølge Merete Brock Lund skyldes de manglende flytninger også, at mange omkring 50 år og opefter er på udkig efter alternativer, der passer bedre til deres livsstil, såsom mindre boliger eller lejligheder tættere på byens faciliteter. Men med et begrænset udbud af den type boliger føler mange sig tvunget til at blive i deres nuværende hjem, selvom de måske gerne ville flytte til noget mindre.
“Det er en udfordring, vi skal tage alvorligt. Vi har brug for flere boliger, der appellerer til den aldersgruppe, så de kan frigøre deres nuværende boliger til de yngre købere. Det vil skabe mere boligrotation i Sønderborg til glæde for mange”, siger Merete Brock Lund til SønderborgNYT.
home Sønderborg er klar til at motivere boligejere til at overveje salg. Eksempelvis tilbyder home en gratis markedsføringspakke i september.
Ifølge mægleren er det vigtigt, at der hele tiden er de rette boliger at flytte videre til. For eksempel bør nye boligprojekter tage højde for de ønsker, som seniorer og midaldrende har om at skifte til noget mindre og mere bynært.
“Vi har allerede set, at efterspørgslen er der, og med de rigtige tilbud på markedet kan vi skabe en bedre balance og et mere levende boligmarked i Sønderborg”, siger Merete Brock Lund.