Huxi Bach undrer sig over at politikernes klimaplan bygger på håb

29. oktober 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag aften var Huxi Bach på scenen i Alsion og han undskyldte fra start, at han kalder sit show for: Alt er godt.

“Det er det nemlig ikke. Der er krig i Ukraine, vi har energikrise, inflation, Kongehuset har solgt nogle prinser og prinsesser – og Dronningen har haft Corona – igen”, sagde Huxi Bach og tilføjede, at der også er kommet abekopper.

“I starten troede jeg, det var et eller andet keramik, men det var det heldigvis ikke”.

Der var kun 150 tilskuere i Alsions koncertsal.

“Så I må gerne rykke tættere på scenen og kan I ikke li’ showet kan I bare rykke længere væk igen. Døren til Koncertsalen er låst, så I kan ikke gå, men som vi plejer at sige: Lev med det”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Huxi Bach kom omkring klimapolitikken og forklarede sin skepsis over den klimaplan, som Folketinget har besluttet.

“I planen er der noget med flere vindmøller og flere solceller, men problemet er, at 40 procent af Klimaplanens måde vi bliver CO2-neutrale på, den bygger alene på håb”.

Han undrer sig lidt over, at politikere kan slippe afsted med sådan en ‘køreplan’ og fortalte, det aldrig ville gå i en virksomhed.

“Forestil dig, du har et rengøringsfirma, som gør rent i en tre-etagers bygning. Når rengøringen er færdig kommer kunden og siger, at det ser flot ud på både første og anden sal, men der er ikke rent i stueetagen. Vil du så sige, at i stueetagen åbnede i døre og vinduer og satsede på at det ville blæse”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Huxi Bach har – som mange andre – bemærket, der er én person, som har gjort rigtigt meget på klimaområdet.

“Putin har gjort mere for den grønne omstilling i Danmark end Dan Jørgensen har – og hvis vi nu kalder flådens Esben Snare hjem og klistrer den til med Mohammed-tegninger og sejler den til Mellemøsten, bliver der lukket for olien og så kommer der rigtigt gang i den grønne omstilling – fordi nød lærer som sagt nøgen kvinde at spinde”.

Er vi en god idé?

Artiklen fortsætter under annoncen

Huxi Bach fortalte, at han havde brugt tid på at tænke over, om mennesket egentlig er en god idé – og han begyndte med at fortælle, at han havde startet sin ‘forskning’ med Adam og Eva.

“Allerede én dag efter de var skabt, klokkede de i det og Gud greb ind. De blev smidt ud af Edens Have”.

Og hvis en og anden tror, at mennesket lærte noget af det, så skal man huske på, at Gud snart måtte på banen igen.

“Han sendte Moses op på et bjerg, hvor han gav ham nogle stentavler med ti simple regler, vi skulle rette os efter. Ikke komplicerede regler, som når man vil oprette et anpartsselskab, men mennesket kunne alligevel ikke finde ud af det”, sagde Huxi Bach og den tredje gang Gud måtte gribe ind, der fik han Noah til at bygge sin Ark.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det havde fået Huxi Bach til at tænkte på politikeren Naser Khader.

“Han var med i Radikale, hvor han var en ret dårlig politiker. Han forlod partiet og startede sit eget, hvor det hurtigt viste sig, at han ikke alene var en dårlig politiker, men også en ualmindeligt dårlig partileder, og så hapsede Konservative ham – og det gik jo heller ikke. Man må så undre sig over, at de konservative satsede på en fuser”.

“Vi er Guds Naser Khader”.