I dag, tirsdag, er beboere i Afdeling 24 i Boligforeningen B42, der rummer det kommunale botilbud Skrænten, inviteret til et orienteringsmøde om, hvad der skal ske med botilbuddets glasgang, der ikke lever op til de nye krav om brandsikkerhed.
Det er kommunen, der står for botilbuddet, men beboerne er lejere hos boligforeningen.
“Og derfor har kommunen ikke noget med den sag at gøre og derfor det op til beboerne selv at vælge, hvilken af løsningerne, som de vil have”, har direktør Klaus Liestmann fra Social, Senior og Handicap-forvaltningen tidligere sagt til SønderborgNYT.
“På mødet i dag kan både beboere og pårørende få svar på deres spørgsmål”, siger boligforeningsdirektør Lars Riemann til SønderborgNYT og tilføjer, der er flere løsningsmuligheder i spil.
“Den nuværende overdækning af glasgangen rives ned og erstattes med en ny. Den løsning medfører at nogle beboere vil stige 2.749 kroner i husleje, andre vil sige 326 kroner og så er der en del, der går fri af huslejestigninger”, siger direktøren og forklarer, at det alene er de beboere, som har adgang til glasgangen og dermed glæde af den, der skal betale regningen.
“Det er også muligt at erstatte overdækningen med fast tag og glaspartier. Det vil give en huslejestigning på 1.868 kroner til en del beboere, en stigning på 326 til andre og så er der igen beboere, som ikke stiger i husleje”.
Lars Riemann fortæller, det også er muligt at fjerne overdæningen af gårdhaven og opføre et mindre orangeri.
“Den løsning vil medføre en huslejestigning på 1.046 kroner kroner til nogle lejere, en stigning på 326 kroner til andre og igen er der lejere, der går fri af stigningerne”.
På et afdelingsmøde i morgen, onsdag, skal beboerene beslutte sig for, hvilken af de tre løsninger, de vil ha’.
“På afdelingsmødet kan de beboere, som har en værge sende vedkommende til mødet – eller tage værgen med. Men pårørende har ikke adgang, fordi mødet er for beboerne”, siger direktør Lars Riemann.



















