Hvem af os bliver mon særligt udvalgt til en rejse til Månen?

498 hørte om de udvalgte til månerejsen. Foto: Ole Kæhler
498 hørte om de udvalgte til månerejsen. Foto: Ole Kæhler
30. august 2023 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Forestil dig, der kommer et brev med posten, hvor der står, at du er udvalgt – og ikke bare udvalgt, men særligt udvalgt – til at komme med på en rejse. Ikke til et eller andet eksotisk sted, men helt til Månen. Og det er du, fordi du har præcis de kvalifikationer, som vi kigger efter – og din opgave bliver at lære os andre om rejsen fra Jorden til Månen. Du kommer forresten også til at tale ‘månsk’ – og lige en ting til. Du bliver så glad for rejsen, at du ikke vil hjem igen… og det kommer du heller ikke.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sådan sagde Vibeke Drevsen Bach i sin gribende teaterfortælling, ‘Demensrejsen – fra Jorden til Månen’, der havde trukket så mange betalende tilhørere, at alle pladserne i Sønderborg Teater kom i brug tirsdag eftermiddag. 498 fik den rørende oplevelse, der var sat i scene af Netværkshuset og Ældrerådet, som fortalte, at der var 145 andre, som ikke fik en billet, selvom de gerne ville ha’ været med.

“Hvad er demens – er der nogen i salen, som kan fortælle det”, spurgte Vibeke Drevsen Bach lidt provokerende og sagde så, at vi har det med at sige ‘os og de andre’ eller ‘os og de demente’.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi spørger også andre, hvad de har af uddannelse, men skulle nok spørge, hvad de har af ‘inddannelse’, der viser, hvad rejsen i livet indtil videre har lært dem”, sagde Vibeke Drevsen Bach og fortalte så, hvad demens er:

“Demens betyder ‘væk fra sind’ og det er ikke en sygdom, men resultatet af sygdomme. Demens skyldes ikke alder, men en række sygelige, degenererende forandringer i hjernen – der er mange demensformer og de alle fører til døden”, sagde Vibeke Drevsen Bach.

Tit og ofte hører vi, at demens er de pårørendes sygdom.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men hvem fa’en har fundet på det”, spurgte teaterfortælleren.

“Hvem i salen, der hellere selv ville ha’ demens end være pårørende”?

Der var ingen, der markerede.

Pårørende skal lære at forstå

“De demente, som jo er ude af sind, bliver let bang, rædselsslagne, mister kontrol, føler sig afmægtige, mister håbet, bliver ensomme og føler sig forladte – og det skal pårørende og de mennesker, som arbejder med demente, lære at forstå, så spørgsmålet er, hvad mennesker, som rejser mod Månen, vil fortælle os på Jorden. Hvad vil de gerne fortælle dig, mig og politikerne”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Måske vil de fortælle om selve rejsen?

“Og rejsen til Månen er en rejse, hvor den demente rejser ind i sig selv og genoplever alle de mapper, der ligger og passer på en masse gode oplevelser, som ligger år tilbage – og så bliver gamle venner, der forlængst er døde, levende igen, mens de pårørende slet ikke eksisterer i de ældste mapper, så selvfølgelig har den demente ingen anelse om, at det er ægtefællen eller måske børnene, der er på besøg”.

God idé at være forberedt

Artiklen fortsætter under annoncen

“Duften af en bestemt parfume, kan få os til at tænke på vores mor og det kan give tryghed. Bestemte sange får os til at mindes skønne øjeblikke og de fleste af os har ting, som har stor betydning for os. Sådan er det også for demente og ved at sætte dem i spil, så kan pårørende og den demente få nogle gode stunder sammen undervejs på rejsen”.

Mød den demente

Vi kan gøre den dementes rejse til Månen meget bedre, hvis vi møder den demente dér, hvor han eller hun er. Og når en dement smører flødeskum på sin bolle, så gør endelig det samme og lad som om, det er det mest naturlige i verden.

“Glid med ind i det, som den demente gør eller siger – og lad for alt i verden være med at rette på den demente. Der er nemlig ingen, der bryder sig om at blive irettesat – og helt ærligt, hvis det er dejligt at gå med nattøj om dagen – og også have syv sæt på, fordi det bare føles trygt, så lad det være sådan”, sagde Vibeke Drevsen Bach.

Det er nemlig os andre, der skal følge den demente- ikke den demente, der skal følge os andre.

“Dementes pårørende får også billet til rejse fra Jorden til Månen – men de får en returbillet”.

Du kan SE BILLEDER HER.

2. maj 2024 Sport, Sønderborg

Kommunen bakker op om skateboard-landskamp

2. maj 2024 Sport

Skateboardlandsholdene fra Danmark og Tyskland mødes til november til den første landskamp for skateboard på dansk jord. Det kommer til at foregå i Sønderborg Skatepark på Ringriderpladsen. Formålet med arrangementet er at lave et familievenligt event, hvor sporten, skateboarding, vises frem. Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab har godkendt at støtte arrangementet med 36.500 kr. […]

Læs mere...