Sønderborg Statsskole har sat demokratiet – og dermed også november måneds kommunalvalg – højt på dagsordenen i undervisningen og i den forbindelse gennemføres to valgundersøgelser, hvor den første er klar i februar måned.
Alle kan deltage i undersøgelsen, som findes her, og jo flere der deltage, jo bedre bliver resultatet.
”Vi gennemførte op til kommunalvalget i 2021 en lignende undersøgelse, og her ramte vi faktisk meget tæt på det endelige valgresultat for Sønderborg. Derfor er vi spændte på, hvordan vi rammer i år”, siger Søren Peter Iversen, lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Sønderborg Statsskole.
Valgundersøgelsen, som laves af en gruppe elever på Sønderborg Statsskole, giver blandt andet svar på, hvilke partier og lister der forventes at indtage pladser i byrådssalen på Sønderborg Rådhus i den kommende byrådsperiode. Derudover vil undersøgelsen give et billede af, hvad vælgerne mener er vigtigst på den lokalpolitiske dagsorden netop nu.
”Vores undersøgelse op til sidste kommunalvalg skabte stor opmærksomhed blandt de lokale kandidater. Jeg tænker, at dem, der gerne vil sidde i byrådet fra 2026, vil opdage, at de skal se at komme ’op i gear’ og finde nogle egnede kandidater. Med undersøgelsen kan vi nemlig give et indblik i, hvad borgerne mener er de vigtigste valgtemaer”, siger Søren Peter Iversen. Han vurderer desuden, at undersøgelsen kan blive et godt værktøj for de lokale byrådskandidater, når de skal udarbejde deres valgstrategi.
Søren Peter Iversen vurderer overfor SønderborgNYT, at mange vælgere i Sønderborg er i bevægelse, og at det dermed kan resultere i et helt nyt byråd og så forventer han også, at de landspolitiske tendenser vil spille en rolle.
”SF og Liberal Alliance er på landsplan i fremgang, men begge partier er ikke repræsenteret i byrådet i dag. Samtidig peger pilen nedad for vælgertilslutningen til de to største partier i byrådet, Socialdemokratiet og Venstre. Derudover har Slesvigsk Partis store stemmesluger, Stephan Kleinschmidt, meddelt, at han ikke stiller op. Derfor tror jeg, at mange vælgere overvejer, hvor de skal sætte deres kryds til november”.
Det nuværende byråd får også en vurdering af borgerne, som i undersøgelsen skal angive, hvor tilfredse de er med byrådets arbejde i dag:
”Vi spørger også ind til sønderborgernes tilfredshed med det nuværende byråd. Jeg tænker, det bliver en god indikation af, om borgerne mener, at de folkevalgte varetager byrådsarbejdet godt eller dårligt, og om de er i øjenhøjde med borgerne,” siger Søren Peter Iversen.
Valgundersøgelsen er tænkt som både en projektopgave for eleverne på Sønderborg Statsskole og en mulighed for at gøre borgerne opmærksomme på det lokale demokrati og samtidig øge valgdeltagelsen.
”Vi håber, at vi kan være med til at skabe ekstra opmærksomhed om det lokale demokrati og give en forståelse for det store arbejde, der varetages i byrådet. Det er mit håb, at vi med undersøgelsen kan være med til at øge stemmeprocenten i Sønderborg Kommune,” slutter Søren Peter Iversen.
Den første valgundersøgelse præsenteres i februar, og alle kan deltage i undersøgelsen ved at svare på et spørgeskema, som findes her.