For flere måneder siden meldte Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter ud i et nyhedsbrev, at de havde været med til at sætte gang i rigtigt mange nye lokale virksomheder. SønderborgNyt kontaktede Erhvervsudvalgets formand, Ole Stenshøj og spurgte, om udvalget havde fået en liste med alle solstrålehistorierne.
“Jeg er sikker på, forvaltningen har en liste med de nye virksomheder, der er kommet til verden via SET og/eller iFabrikken – og den får jeg sendt til jer”, lovede Ole Stenshøj fra Konservative.
SønderborgNyt ville gerne se en liste med nye virksomheder fra 2013 og 2014.
Konservative gik til valg på, at partiet ville gøre kommunen meget bedre for iværksættere og så skulle der bruges energi på at bakke op om små og mellemstore virksomheder, mens de store virksomheder sagtens kan klare sig selv.
Altså kunne konservative Ole Stenshøj have trådt frem med listen over alle de nystartede og fortalt, at der i de seneste to år var kommet så og så mange nye virksomheder. Desuden ville han samtidig have et antal, som han kan måle Vækstrådets iværksætterindsats på om to år.
SønderborgNyt har flere gange rykket Ole Stenshøj for at få lister med de virksomheder, der er løbet i gang via SET og med de industrivirksomheder, der er kommet fra iFabrikken. Men udvalgsformanden har endnu ikke bragt lister frem i lyset.
Altså er det indtil videre kun Erhvervsudvalget, der må vide, hvad det er for virksomheder, der er kommet fra SETs iværksætterrådgivning og hvor mange industrivirksomheder, der er udviklet på iFabrikken.