I år fik 60 lærlinge et legat fra Sydbank Fonden – næste år skal flere ha’ et

24. november 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Landets lærlinge fortjener anerkendelse og derfor gentager Sydbank Fonden succesen og uddeler flere legater til unge lærlinge landet over – heraf fem i Sønderborg.

Lærlingelegaterne blev stiftet sidste år for at vise påskønnelse over for de unge, der uddanner sig inden for de praktiske fag. Indtil videre har Sydbank Fonden uddelt cirka 60 lærlingelegater på hvert 15.000 kroner, som modtagerne kan bruge på for eksempel at videreuddanne eller opkvalificere sig eller andet, der har relation til deres fag. Det er et initiativ, som er blevet taget rigtig godt imod af både lærlinge og virksomheder.

Artiklen fortsætter under annoncen

I løbet af 2024 skal der nu deles yderligere 70 ud.

”Det har været enormt inspirerende at se alle de eksempler på dygtige og glade unge mennesker, der får deres svendebrev i samarbejde med driftige virksomheder rundt omkring i landet. Vi har mødt alt fra anlægsgartnere, tømrere, murere, mekanikere, smede, industriteknikere, bagere, tagdækkere og meget andet, og hver især er de eksemplariske beviser på den høje faglighed, der kommer ud af landets erhvervsuddannelser. Det er en vigtig gruppe for samfundet, og derfor øremærker vi en ny million kroner, så vi kan vise dem det”, siger Jess Olsen, formand i Sydbank Fonden, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi skal vende udviklingen

Trods mange bestræbelser fra både politikere, brancheorganisationer og erhvervsliv på at få flere unge til søge ind på en erhvervsuddannelse, har de praktiske fag stadig dårlige kår. I 2023 valgte 19,4 procent af de unge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Det er et fald på 0,6 procent i forhold til året før, og der er således langt til 2025-målet om, at 30 procent af en årgang skal vælge en erhvervsskole efter grundskolen.

”Det er et mål, som vi i Sydbank Fonden gerne vil bidrage til at nå. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en stor bekymring for virksomheder i mange brancher, og vi håber, at vi ved at sætte fokus på erhvervsuddannelserne og lærlingeforløbende kan være med til at vende udviklingen. Vi ville være ilde stedt uden de dygtige faglærte, og det er det, lærlingelegaterne er et udtryk for”, siger Jess Olsen.