Når der gennemføres mindehøjtidelighed i dag, mandag, i Nørreskoven, er det 80 år siden to allierede bombemaskiner styrtede ned i området, hvorved alle besætningsmedlemmer blev dræbt
Flere faner fra Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborgområdet deltager og fra Hjemmeværnet deltager blandt andre J.P. Rasmussen og L. Larsen.
Mindehøjtideligheden tager sin begyndelse, når Hjemmeværnssoldater, foreninger med faner m.fl. fra Kontaktudvalget for bevarelse af de militære traditioner i Sønderborg området møder op kl. 18:00 ved ’Den Lodne Bøg’ i Nørreskoven, som stedet kaldes, selv om bøgen ikke står mere – der er stillet vejviserskilt op på skovvejen og det viser ind til stedet, skriver kontaktudvalget.
På slaget 18:30 marcherer en trop med faner og fire fakler i spidsen mod den såkaldte Englænderhøj, hvor der bliver budt velkommen ved specialist J.P. Rasmussen.
Årets taler er oberstløjtnant Thorbjørn von Alm Pilippsen.
Mindehøjtideligheden gennemføres på dagen for hændelsen, hvor de to besætninger mistede livet på vej mod bombemål i Kiel.
Alle er velkomne til at møde op i Nørreskoven for at ære de 14 allierede flyvere, ved Englænderhøjen i Nørreskoven hvor der er rejst tre mindesten – en umiddelbart efter krigen, og en for hver besætning – rejst på 75 års dagen i 2019.
















