I eftermiddag kan du prøve at spille gå-fodbold

3. maj 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

I eftermiddag, onsdag klokken 17 kan enhver, som har lyst, komme og se – eller være med til at spille – gå-fodbold på Sønderborg Boldklubs baner ved SFS-hallen.

Gå-fodbold er lidt anderledes end almindelig fodbold, fordi det er forbudt at løbe og desuden er målet heller ikke så højt, som det er til fodbold. Der er også regler for, hvor højt bolden må komme over græsset. Nemlig én meter.

“Gå-fodbold er især til mennesker, som har lidt udfordringer med eksempelvis ben eller ryg. Gå-fodbold er en sport, hvor man ikke risikerer at få skader og i Sønderborg Boldklub bakker vi op om Nadja Pilzweger, som kommer fra Werder Bremen, hvor hun gennem 14 år har stået for sociale fodboldprojekter. I dag bor Nadja Pilzwegen på Kegnæs”, siger fodboldformand Dergham A. Raman til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fortæller, at Sønderborg Boldklub er åben for de fleste ideer og initiativer.

“Hvis bare de gør, at der er nogle mennesker, som vil være med og være en del af det fællesskab, som ligger i foreningslivet, så vil vi gerne være med”, siger han.

Forleden var der besøg af et par tyske og et hollandsk gåfodboldhold, som havde inviteret de danskere, som ville være med, til at prøve. Og det var tydeligt, at de havde det sjovt – og som en spiller sagde, så kan man blive skiftet ud, hvis man bliver forpustet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan SE BILLEDER HER.