Ida Marie Jessen fra Broager udgiver singlen ‘Alle terner’ med sin trio

16. januar 2024 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Singlen, Alle terner, som udgives den 26. januar, handler om at drage ud i verden, som jeg selv og mange andre unge mennesker gør, for at studere eller søge arbejde. Den handler om det afsavn, der følger med ved at forlade sin hjemstavn og det at miste kontakten til gamle venner. Heldigvis sker det, at man genoptager kontakten med disse mennesker, hvilket kan være ganske særligt, fortæller Ida Marie Jessen, der kommer fra Broager og er uddannet sangerinde fra Esbjerg Musikkonservatorium og Sibelius Akademiet i Helsinki.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er Ida Marie Jessen, som har samlet trioen, Alterne. Trioen består udover hende selv også  af belgiske violinist Oscar Beerten og estiske accorionist Maimu Jõgeda, begge velkendte navne på den nordiske folkemusikscene. De er alle tre velfunderede i nordisk folkemusik og mødtes gennem deres studier på Sibelius Akademiet i Helsinki.

Deres første single, Alle terner, er en hyldest til alle de betydningsfulde mennesker, der har krydset ens vej. Tilstedeværelsen af traditionelle instrumenter, samt brugen af ornamenter, tilføjer et strejf af tradition til det moderne arrangement. Denne fusion skaber et særegent lydbillede, der appellerer til et bredt publikum.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle terner, er den første single fra deres kommende debutalbum, der udgives den 19. april –  både digitalt og på CD gennem pladeselskabet GO’ Danish Folk Music.

Udgivelsen fejres efterfølgende med koncerter i Danmark, Tyskland og Belgien i april og maj.