Iltsvind får fiskene til at søge ind i Augustenborg Havn

23. august 2021 Augustenborg

Mange fisk er lige nu presset ind i Augustenborg Fjord og det skyldes iltsvind, fortæller biolog Bo Kruse, fra Sønderborg Kommune. Han har mandag formiddag har været ved Augustenborg Fjord og har kunnet se blandt andet 30-40 havørreder, som er søgt ind i Augustenborg Havn.

”Det gør fiskene, fordi det er der, hvor der er mest ilt i vandet lige nu. Det er også derfor, at så mange af dem ligger helt passive i vandet”, siger han i en pressemeddelelse.

Han afviser umiddelbart, at iltsvindet skyldes udslippet fra forureningen i Ulkebøldam.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Efter vores bedste overbevisning skyldes iltsvindet ikke, at der slap lidt af forureningen ud i Augustenborg Fjord. Den skyldes nok i stedet, at vindforhold har presset overfladevandet ud af fjorden og det er blevet erstattet af mere iltfattig bundstrøm fra Lillebælt, der er presset ind i fjorden. Det kan også skyldes en bundvending og begge årsager gør, at fiskene søger ind mod havnen i Augustenborg”, siger Bo Kruse.

Der gælder stadig et bade- og fiskeforbud i Augustenborg Fjord. Forbuddet skyldes, at en meget lille del af det forurenede vand fra Ulkebøldam i begyndelsen af august nåede ud i Augustenborg Fjord. Der blev mandag den 16. august taget nye test i Augustenborg Fjord, og lige så snart der er svar på de nye test, kan Sønderborg Kommune tage beslutning om at ophæve bade- og fiskeforbuddet.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk