Anerkendte iværksættere skaber international, årligt tilbagevendende erhvervskonference i Sønderborg. Første gang bliver 11. november i Koncertsalen Alsion med temaet: Grøn genstart.
”Der er 10 år tilbage til at indfri FN’s 17 verdensmål, som i 2015 blev vedtaget af 196 lande og EU. 10 år tilbage til at skabe de vedvarende, globale ændringer, som kloden skriger på. Og vi er bagud, viser FN’s statusrapport fra 2019. Langt bagud.”
Sådan lyder det fra en gruppe anerkendte, unge iværksættere, som på den baggrund har taget initiativ til ”Impact the Future” – en ny, årlig international konference, der skal samle virksomheder, organisationer og enkeltpersoner for at dele viden, udtænke innovative løsninger og sætte ekstra skub til en fremtid, der lever op til FN’s verdensmål.
Konferencen med et forventet publikum på 500 gæster.
“Jeg er stolt over, at iværksætterne har valgt Sønderborg som værtsby for konferencen på baggrund af vores ambitioner på CO2-området. Det giver os en ekstra mulighed for at gøre opmærksom på vores visioner, metoder og resultater. Inspiration og videndeling har igennem alle årene også været et mål for os, så konferencen understøtter på alle måder det, vi også gerne vil på klimaområdet”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.
Nyheden om, at Impact the Future-konferencen lægges i Sønderborg kommer samtidig med, at Sønderborgs klimaplan som en af de to første i Danmark er godkendt i DK2020-regi.
Gruppen bag Impact the Future-konferencen tæller bl.a. Sissel Hansen, som har skabt den verdensomspændende bogserie Startup Guide og flere gange har været på EUs liste over Europas 50 mest indflydelsesrige iværksætterkvinder.
Jagter flere partnerskaber
Iværksætterholdet er nu i gang med at banke på døre hos organisationer og virksomheder, som ønsker at være en del af projektet.
“Vi kommer med en masse erfaring, viden og passion for at skabe det mest indflydelsesrige projekt, men vi er samtidig meget ydmyge i forhold til, at vi ikke kan skabe det på egen hånd. Derfor håber vi nu på, at vi kan finde en række partnere, der vil være med til at præge indholdet og være medafsendere på Impact the Futures verdensmål-agenda”, siger Sissel Hansen.
Billetter sættes til salg i august og kommer til at koste cirka 1.000 kroner.