Der har lørdag aften været et møde mellem den hollandske ledelse af ambulanceselskabet Bios og Region Syddanmark.
Bios skal efter planen overtage ambulancedriften i regionen på tirsdag den 1. september, men efter det er kommet frem, at vagtplanen stadig er meget hullet, er der stadig mange spekulationer omkring, hvorvidt Bios når at få vagtplanen på plads inden opstart.
Regionsrådsformand Stephanie Lohse bekræfter overfor TV SYD mødet og de hollandske direktørers tilstedeværelse, men siger at der ikke blev talt om noget, der ikke allerede er kendt.
“Der blev drøftet, hvad der skal til for at genoprette tilliden, hvad er det er for et klima, der skal være gældende for at have et godt samarbejde, og hvad der skal til, for at vi kan føle os tilfredse med det”, siger hun.
Medlemmer i regionsrådet fra SF og Enhedslisten har begge udtalt, at de stadig tvivler på, at Bios kommer til at køre på tirsdag på grund af for store huller i vagtplanen.
Men efter at Region Syddanmark fredag meddelte, at de stadig har en kontrakt med Bios, er planen fortsat, at der skal køre Bios-ambulancer i Sydjylland og på Fyn fra på tirsdag.
Falck-personale ansættes i regionen
AMK-vagtcentralen – Akut-Medicinsk Koordinations Vagtcentral -består i dag af to selvstændige enheder.
En sundhedsfaglige enhed, som visiterer 112-opkald, og en teknisk enhed, der disponerer ambulancer, akutbiler og akutlægebiler til de konkrete opgaver.
Indtil midnat mandag varetager Falck den tekniske disponering. Regionen har selv hele tiden haft ansvaret for den sundhedsfaglige visitation, som primært udføres af sygeplejersker.
I forbindelse med sidste års udbud af ambulancekørslen, hvor Bios fik opgaven, blev det besluttet, at det ikke længere skulle være Falck eller nogen anden operatør, der skal varetage den tekniske disponering – men at opgaven varetages af regionen selv.
Ud over at ansætte det tekniske personale udvider Region Syddanmark også med en ny vagtcentralchef og en sekretær samtidig med antallet af lægekonsulenter også udvides.