Iprisen 2019: Dommerpanel er i gang med at finde finalisterne

11. november 2019 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Mandag eftermiddag var tre iværksættere på besøg hos Sønderborg Ivræksætter Service, hvor de pitchede deres forretningsideer foran et dommerpanel, der bestemmer, om ideen rækker til en finaleplads i kampen om Iværksætterprisen 2019. Tirsdag skal endnu syv iværksættere forsøge at slippe gennem nåleøjet og lande blandt de tre finalister, der skal pitche deres forretningsideer foran det afgørende dommerpanel den 5 december.

Blandt de tre iværksættere, som mødte hos Sønderborg Iværksætter Service mandag, var Peter Dubgaard, der har iværksættervirksomheden Resense, som har opfundet den såkaldte fodgynge, SWNX.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Min fodgynge har et par år på bagen og der er sket en del siden starten. Blandt andet viser det sig, at fodgyngen, som var tænkt til børn, der har svært ved at sidde stille i skolen, også kan hjælpe kontormedarbejdere, børnehavebørn og ældre. Hvis for eksempel ældre bruger fodgyngen, så får de bedre blodomløb”, sagde Peter Dubgaard til dommerpanelet.

“Og så har jeg vundet Danish Design Award og jeg synes selv, det er ret flot, at en sløjdlærer kommer i bås med Lego og B&O”, sagde Peter Dubgaard.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fodgyngen er på markedet – også i et par andre lande – og nu skal den endnu længere ud.

“Jeg har fundet en samarbejdspartner, som jeg ikke kan sige navnet på endnu”, sagde iværksætteren.

Fint dommerpanel

Peter Dubgaard fik et godt indtryk af dommerpanelet.

“Jeg synes, de optrådte meget menneskeligt og de virkede interesserede i min forretningsidé”, sagde Peter Dubgaard til SønderborgNYT.

“Desuden stillede de flere spørgsmål, der alle var relevante”.

Artiklen fortsætter under annoncen