Jakob Ellemann-Jensen og Ellen Trane Nørby mødte partifæller ved et fyraftensmøde

14. september 2021 KV21 Skrevet af: Ole Kæhler

Efter at været på tur til virksomheder i området, rundede Venstrepolitikerene Ellen Trane Nørby og Jakob Ellemann-Jensen deres dag af med et fyraftensmøde på Hotel Benniksgaards anneks, hvor flere Venstremedlemmer og flere af byrådskandidaterne var samlet.

“Ellen Trane Nørby og jeg har været på besøg i lufthavnen, på et hotel, på Linak, et teglværk og et landbrug”, sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Han tilføjede at Sønderborg er en driftig kommune.

“Og nu er det sådan, at der ikke er kommuner, jeg ikke bryder mig om. Faktisk kan jeg li’ alle 98 kommuner så meget, at jeg synes, de alle fortjener en Venstre-borgmester”, sagde partiformanden, som havde hørt, at flertallet i Byrådet valgte at lade CaRas være eneste private alternativ til kommunal pleje.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg havde lov til selv at vælge uddannelse og også hvem jeg ville giftes med. Hvorfor må jeg så ikke selv vælge hjemmepleje”, spurgte Jakob Ellemann-Jensen.

Ellen Trane Nørby fortalte, at det er nyt for hende at være borgmesterkandidat.

“Jeg har kæmpet for Sønderborg som folketingsmedlem og som minister. Men der tages rigtigt mange beslutninger her og derfor kan mine kræfter bedre bruges i Byrådet”, sagde Ellen Trane Nørby.

Hun fortæller, at Sønderborgs potentiale er væsentligt større end det, som vi ser i dag.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi skal sikre, at flere flytter hertil og det skal vi blandt andet ved at gøre Sønderborg til en attraktiv studieby og kigger jeg på skoler, børne- og ældreområdet, så skal det være bedre”.

Hun fortæller, at Sønderborgs folkeskoler tidligere lå på en 26. plads i målinger på eleverne.

“Men gennem de seneste otte år er skolerne gået 20 pladser tilbage og ligger nu nummer 46. Det betyder noget og det skal der investeres i og pengene skal hentes i den kommunale administration, som er 128 millioner kroner dyrere end andre kommuners”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ellen Trane Nørby har gennem en tid tordnet over, at flertallet i Sønderborgs byråd valgte CaRas som eneste alternativ til den kommunale hjemmepleje og dermed begrænsede de ældre valgmuligheder.

“Den eneste grund til, at det blev sådan, det er, at der socialdemokratisk flertal i Byrådet”.

Jakob Ellemann-Jensen fortalte også lidt om kommunale og private.

“Der er altid en risiko for, at private firmaer går konkurs og der er risiko for at de kommunale ikke gør det”, sagde han.