Jan Rytkjær Callesen: Nyt teleforlig skal sikre digital infrastruktur i verdensklasse

Arkivfoto
Arkivfoto
18. december 2016 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Jan Rytkjær Callesen MF, teleordfører for Dansk Folkeparti, skriver:

I Dansk Folkeparti har vi flere gange fremført, at Danmark har brug for et nyt teleforlig, som skal erstatte det nuværende forlig fra 1999. Det gamle forlig har simpelthen udspillet sin rolle, når det gælder om at give svar på fremtidens digitale udfordringer.

Det er derfor med stor tilfredshed, at jeg i det nye regeringsgrundlag kan konstatere, at regeringen har lyttet og vil udarbejde et telepolitisk udspil med forslag om at modernisere teleforliget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her 17 år efter det gamle forlig blev indgået, kan man i al stilfærdighed pege på, at det er på høje tid, at der bliver sat nye mål og rammer for, hvordan vi får sikret alle danskere en digital infrastruktur i verdensklasse.

Det vigtigste fokus for et nyt teleforlig bør være, at de digitale muligheder ikke kun er for de udvalgte, men at de bliver tilgængelige for alle. Uanset om man bor i byen eller lidt længere ude i landskabet.

Som teleordfører på Christiansborg og bosiddende i et mere tyndtbefolket område af landet har jeg fået et godt kendskab til de udfordringer, der er med at sikre ordentlig digital infrastruktur rundt om i Danmark. Jeg har samtidig set, hvad det betyder for de borgere og virksomheder, som bliver tilsluttet en ny digital infrastruktur. Med ét skal de ikke længere bekymre sig om, hvorvidt de nu har nok hastighed på deres forbindelse. Akkurat som de heller ikke bekymre sig om, hvorvidt der er nok strøm i stikkontakten.

Artiklen fortsætter under annoncen

For at sikre en digital infrastruktur i verdensklasse til alle er det afgørende, at et nyt teleforlig sætter investeringer øverst på dagsordenen. Det er nemlig milliardstore investeringer i digital infrastruktur, som skal bringe os i mål. Her har vi en forpligtelse til at sikre, at det er attraktivt at investere i digital infrastruktur, og vi skal samtidig sikre, at hindringer skubbes af vejen for de investeringer, der nødvendigvis skal foretages.

Og hvad gør vi så, hvis de private investeringer ikke slår til? Ja, der må vi politikere jo så drøfte, hvordan vi kan sikre dækningen. Det kan eksempelvis være ved at stille krav til mobildækningen, når vi holder frekvensauktioner, og vi kan se nærmere på at give kommunerne bedre muligheder for også at stille krav til dækning af borgere og virksomheder med bedre bredbånd, når kommunerne alligevel laver udbud som skal dække kommunens eget bredbåndsbehov. Står gammel lovgivning i vejen her, ja så må lovgivningen jo tilpasses den nye virkelighed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alt i alt er der nok at tage fat på i et nyt teleforlig, og vi ser i Dansk Folkeparti frem til de kommende forhandlinger.

10. oktober 2024 Erhverv, Sønderborg

Ny ledelse bringer frisk energi til brætspilscafé

10. oktober 2024 Erhverv

Sønderborgs lokale brætspilscafé, Æ Bræt, har, i starten af 2024, fået ny ledelse og den bygger videre på brætspilscafeens fundament med nye aktiviteter, workshops og samarbejder med lokale aktører. Den nye ledelse består af Sofie Cripps Schnoor, Sam Willetts og Claus Jacobsen. Claus Jacobsen var med til at åbne cafeen i 2021 og fortæller SønderborgNYT […]

Læs mere...