I jazzmusikken er sopransaxofonen og banjoen blandt de mest hadede instrumenter af dem, som ikke begejstres over glad og swingende New Orleans jazz. Måske derfor er det netop disse to instrumenter, der er lavet flest vittigheder om!
Henning Munk & Plumperne garanterer, at begge instrumenter er med, når bandet på søndag den 25. august spiller ved frokostjazz på Hotel Sønderborg Strand. Døren åbnes kl. 11.00 med koncert fra kl. 13.00-16.00, skriver New Orleans Jazz Sønderborg.
Repertoiret afslører en stor forkærlighed for Sidney Bechet og Louis Armstrongs musik. – Vi er bestemt ikke et plagiat, men har fundet inspiration i deres musik. Læg dertil lidt Fessors Big City Band med Steen Vig, og nogle af swingtidens store klassikere, og så enkelte svenske og danske stykker, så er vores repertoire ved at være dækket ind, forklarer orkesterleder Henning Munk Plum fra Vanløse, én af Danmarks bedste klarinettister og sopransaxofonister.
Han har til sit band håndplukket fire fremragende medmusikere som bl.a. har spillet til Hällevik Jazz Festival i Sverige, Riverboat Festival i Silkeborg, Dixieland Jazz i Dresden og i en lang række jazzklubber og spillesteder i ind- og udland.
Publikum vil opleve en odysse gennem et århundredes standards, blues og ballader med afstikkere ud i evergreens og filmverdenens musik.
Frokostjazz arrangeres af foreningen New Orleans Jazz Sønderborg.



















