Den tidligere vejrvært på DR, Jesper Theilgaard var inviteret til at tale på årets Business Event på BC Syd og her i kølvandet på en stormflod, så var det meget relevant at invitere en gæst, som kunne fortælle, hvordan det ser ud med klimaet.
Igennem utallige år har vi mennesker tilpasset os til det klima, der var det sted, hvor vi bor. Vores boliger og vores produktion er tilpasset og det er måden vi lever på også”, sagde Jesper Theilgaard og fortalte videre, at nu har vi sendt så mange drivhusgasser ud i atmosfæren, at vi får klimaforandringer og mere ekstremt vejr.
Tidligere var sommeren sådan, at det regnede et par dage og så var det varmt og med skinnende sol i nogle dage.
“Nu ser vi længere perioder med meget regn og vi ser længere perioder, hvor alting er knasende tørt”, sagde den tidligere vejrvært, som nu bruger sin tid på at tale om klima. Det er som med en kedel på komfuret – jo varmere den bliver des mere damp kommer der ud.
Han fortalte , at vi har brugt masser af energi på at skabe et godt samfund, vi vækster og i den vestlige verden er vi blevet rige.
“Og nu er der en regning, der skal betales. Blandt andet skal vi have drivhusgasserne i nul og det har vi snakket om i mange år. Men vi bruger mere og mere energi og forbruget er stadig stigende – og det er ikke realistisk at udfase fossile energikilder på den her side af 2050”, sagde Jesper Theilgaard.
“Det tager tid at udvikle grønne teknologier og vi har ikke tiden”.
Vejrudsigten for det kommende år
“Vejret næste år bliver som i dette år – vi kommer til at opleve flere hedebølger og mere ekstremt vejr. Træder vi ikke på bremsen, så bliver det bare værre”, sagde Jesper Theilgaard. Det handler om at sikre mod stigende vandstande, for stormfloden er ikke den sidste gang, vi så højvande.
“Næste år bliver vejret lige så slemt, som vejret var i år. Vi får vand fra alle sider. Grundvandet stiger, der kommer masser af regn og vandet omkring os stiger. Der kommer også længerevarende perioder med tørke”.
Ingen magter at gøre noget
Lige nu er verdens ledere til topmøde om klimaet og kommer der ikke en plan for, hvad der skal ske og hvad der skal sættes i gang fra nu af, så er der ingen grund til optimisme.
“Regeringer, EU og kommunerne gør ikke meget, fordi de ikke kan håndtere det. Det bliver nemlig dyrt”.
Han fortæller, at politikerne ikke står alene med problemet.
“Vi andre kan se på vores forbrug – især os danskere, der allerede i marts havde brugt de ressourcer, som vi måtte bruge i år. Gennemsnittet for andre lande er, at de først havde brugt deres del i august. Altså skal vi bruge vores tøj længere, genbruge alt det, der kan genbruges – og så skal vi lade være med at flyve sydpå ferie. Heldigvis er der mange skønne steder herhjemme – og vi kan også trække folk hertil fra syd”.
Du kan SE BILLEDER HER.





















