JM Maskinfabrik flytter til Gråsten

15. maj 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Jørn Mathiesen og de syv medarbejdere i JM Maskinfabrik er i gang med at flytte til Gråsten. Virksomheden er trådt ud af kompagniskabet med en virksomhed i Vollerup og har lige nu travlt med at gøre alt klar til indflytningen i de nyligt købte lokaler.

Den nye adresse er Ulsnæs 21 i Gråsten, hvor der tidligere blev solgt grus, sand og flis på matriklen.

”En dag jeg kom herned holdt der en, som spurgte, om han kunne købe lidt grus, så vi vil fortsætte med at sælge grus, sand og flis – kunderne er der jo”, siger Jørn Mathiesen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Når vi er trådt ud af kompagniskabet i Vollerup, så skyldes det mest, at jeg gerne vil være selv igen”, siger han videre og fortæller:

”Vi laver stort set alt indenfor smedearbejde og servicerer virksomheder, der skal bruge nye borde, vogne og andre ting. Vi laver også trapper, altaner og meget andet i stål, aluminium og jern”.

Jørn Mathiesen fortæller, at når han har bestemt sig for at flytte til Gråsten, så skyldes det, at den stor del af kunderne er i det område.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter fem år på Planetvej 4 i Gråsten flyttede JM Maskinfabrik A/S i slutningen af 2017 til Vollerup. Her fusionerede firmaet med CK Transportudstyr. Fra januar 2018 var firmaets nye navn Henning NH. Andersen A/S.

JM Maskinfabrik er stiftet i 2006 af Jørn Mathiesen og havde de første seks år til huse på Ulsnæs.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid!